Lyt til artiklen

Den er 142 meter lang og næsten fire milliarder kroner værd.

Og så er den ejet af den russiske oligark Aleksej Mordasjov.

Ja, yachten Nord er luksuriøs med ét stort L, men de seneste uger har den samtidig været genstand for mange avisartikler og diskussioner rundt omkring i verdenen.

Yachten har nemlig befundet sig i Hongkongs havn, hvor interesseorganisationer, politikere og mange flere har opfordret den lokale regering til at beslaglægge russer-yachten.

Den kinesiske storby ønskede dog ikke at beslaglægge yachten, men nu er der kommet endnu en chance.

Sidste uge lød det nemlig fra flere medier, at yachten var stævnet ud og rettede kursen mod den sydafrikanske kystby i Cape Town, hvor den vil ankomme omkring 9. november.

Derfor blev det internationale blik straks rettet mod den sydafrikanske regering, der blev stillet det samme spørgsmål:

Har I i sinde at beslaglægge russerens store yacht?

Den store yacht tilhører Alexei Mordashov
Den store yacht tilhører Alexei Mordashov Foto: JEROME FAVRE
Vis mere

Men her er svaret igen et nej, skriver BBC.

»Sydafrika har ingen juridisk forpligtelse til at overholde sanktioner, der er pålagt af USA og EU,« udtalte den sydafrikanske præsidents talsmand, Vincent Magwenya, tirsdag til journalister.

Der er dog fortsat uenighed internt i det afrikanske land, hvor flere politikere har krævet, at man blokerer for, at yachten overhovedet kan bevæge sig i sydafrikansk farvand.

Det er uvist, om Aleksej Mordasjov selv er om bord på yachten.