Forpagteren af Svogerslev Kro er gået konkurs.

Det er en af landets ældste kroer, der drejer nøglen om.

Det skriver TV 2 Lorry.

Det er i et Facebook-opslag, kroen meddeler, at de er gået konkurs.

»Kære gæster. Kroen er desværre gået konkurs! Der arbejdes på at finde en løsning, men indtil videre er der desværre lukket for alle arrangementer,« står der i opslaget.

Men da det er forpagteren og ikke selve ejeren af bygningen, der er gået konkurs, så vil man formentlig i fremtiden kunne besøge Svogerslev Kro igen.

»Planen er, at der fortsat skal være krodrift i bygningerne. De står der jo, og de egner sig til det, så det er stadig planen fremadrettet,« siger Christian Andersen, der er direktør i Enekilde A/S, der ejer bygningerne til TV 2 Lorry.

I kommentarsporet til Facebook-opslaget fra kroen, er der flere, der ærgrer sig over, at kroen nu er gået konkurs.

'Sikke en kedelig nyhed, det var/er ellers en dejlig og hyggelig kro at bo på. Håber der findes en løsning så kroen kan forsætte', skriver en af brugerne,

En anden bruger skriver: 'Hvor trist at høre - som gammel Svogerslev pige og opvasker på kroen for mange år siden, står kroen for mig som noget helt særlig. Håber der findes en løsning'.

Svogerslev Kro ved Roskilde har været i drift siden 1600-tallet.