TV 2 Danmark og produktionsselskabet Kompagniet er blevet politianmeldt for optagelser i en kommende dokumentar om forholdene i danske svinestalde.
Det er Danske Svineproducenters formand, Jeppe Bloch Nielsen, der står bag politianmeldelsen.
Det skriver LandbrugsAvisen.
Sagen drejer sig om en række videooptagelser, som angiveligt er fremskaffet på ulovlig vis af ukendte personer. De er brudt ind i staldene hos flere topfolk i dansk landbrug.
Foruden Jeppe Bloch Nielsen gælder det også ifølge LandbrugsAvisen formanden for Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris H.C. Gæmelke samt to andre topfolk inden for dansk landbrug.
Både Jeppe Bloch Nielsen og H.C. Gæmelke har set optagelserne og bekræftet, at det er filmet i deres stalde.
Kompagniet oplyser til LandbrugsAvisen, at optagelserne er blevet sendt til produktionsselskabet efter en dokumentar fra sidste år, som hedder "Hvem passer på grisene?". Det er ifølge Kompagniet ikke selskabet selv, der har lavet optagelserne.
Af TV 2's sendeplan fremgår det, at den nye dokumentar, som efter planen har premiere onsdag, bærer samme titel som den forrige.
Samtidig har Danske Svineproducenter bedt domstolene om at nedlægge fogedforbud mod brugen af optagelserne. Det skal fogedretten i henholdsvis Odense og Aarhus - de to byer, hvor TV 2 Danmark og Kompagniet har adresser - tage stilling til.
Retten i Odense oplyser til LandbrugsAvisen, at sagen er berammet til mandag.
Jeppe Bloch Nielsen siger til LandbrugsAvisen, at TV 2 og Kompagniet politianmeldes, selv om de afviser at have lavet optagelserne, fordi det er dem, der viderefører det.
- Giver det mening, at jeg kan dømmes for at have købt hælervarer? Det er jo ikke mig, der har stjålet dem. De (TV 2 og Kompagniet, red.) bruger noget, der er fremkommet ulovligt, siger han.
Ritzau arbejder på at få en kommentar fra TV 2.
LandbrugsAvisen har set en mail, som er sendt fra en journalist på Kompagniet til Jeppe Bloch.
Af mailen fremgår det, at man på optagelserne fra Jeppe Blochs stald ser grise, som vurderes til at være underernærede og dehydrerede.
Om dokumentaren skriver TV 2 i programbeskrivelsen, at "nye videooptagelser hos landbrugets top ryster eksperter, der finder forhold så kritiske, at de i flere tilfælde er i strid med dyrevelfærdsloven".
Jeppe Bloch Nielsen siger i et tv-interview med Kompagniet, som er del af den kommende dokumentar, at indholdet af optagelserne ikke er usædvanligt.
Han siger, at "det indhold, jeg ser på de videoer, det er jo nu engang bare en del af det, der er i en svineproduktion i dag", skriver LandbrugsAvisen.
Kompagniet har i forbindelse med dokumentaren også fået lov selv at filme i Jeppe Bloch Nielsens stalde.
Han stopper dog optagelserne undervejs, da de støder på en underernæret gris, fremgår det af mailen fra Kompagniet, som LandbrugsAvisen har set.
/ritzau/
