Jeppe Bloch vågnede klokken to i nat og har ikke sovet siden.

Normalt plejer han at sove godt. Men han vidste, hvad der ventede ham, da han onsdag morgen stod op.

Her lød meldingen, at regeringen vil sætte en midlertidig stopper for nye og større konventionelle grisestalde i Danmark.

»Jeg kan faktisk ikke beskrive, hvordan jeg har det,« siger Jeppe Bloch til B.T.

Jeppe Bloch Nielsen er svinebonde og formand for interesseorganisationen Danske Svineproducenter.

Regeringens tiltag betyder, at landmænd midlertidigt ikke kan få godkendt nye eller udvide konventionelle svineproduktioner, mens regeringen forhandler om rammerne for svineproduktionen. 

Jeppe Bloch mener, at stoppet er helt forfejlet. Ifølge ham bliver landmændene hængt ud for at drive en produktion, som de i årevis har indrettet efter politikernes regler.

»Jeg mener reelt set, at det kan sammenlignes med racisme. De hænger en minoritet ud, som driver konventionel svineproduktion for at producere fødevarer til mennesker,« siger han. 

»Vi skal huske, at vi danske svineproducenter har produceret grise efter politikernes vejledning i mange generationer. Så jeg synes, at det er meget drastisk, hvad der sker.«

Regeringen gør jo det her, fordi den ser en række udfordringer i landbruget. Er det ikke et ønske om at løse nogle af de problemer fremfor et ønske om at diskriminere jer?

»De har lavet de regler, som vi kører efter i dag. Fair nok, hvis vi skal have nye regler. Så må man lave nye regler, og når de er implementeret, retter vi os efter dem. Ligesom hvis fartgrænsen i morgen bliver 60, så kører jeg 60 i stedet for de 80, jeg kører nu.«

Jeppe Bloch har drevet sin griseproduktion i 23 år.  Foto: Anne Wolfenberg

Med andre ord mener Jeppe Bloch, at regeringen burde ændre reglerne og lade svineproducenterne indrette sig efter dem fremfor et midlertidigt stop. 

Regeringen har dog længe kritiseret forholdene i den konventionelle griseproduktion.

Under valgkampen fremhævede statsminister Mette Frederiksen (S) flere gange, at 25.000 pattegrise dør hver dag, og at det tal »skal ned«.

Men det tal gør ikke stort indtryk på Jeppe Bloch.

»Hvorfor er antallet interessant? Det kan jeg ikke se. Man ønsker at skabe det her skræmmeeksempel ved at nævne 25.000 grise.«

Synes du ikke, at det er et højt tal?

»Nej. Jeg synes, at det er rigtig flot. Vi har en overlevelsesrate i dansk svineproduktion, som er over 85 procent i gennemsnit,« siger han med henvisning til overlevelsen blandt levendefødte pattegrise.

»Hvor mange andre steder kan du holde den overlevelsesrate? Det kan du faktisk ikke mange steder. Og i naturen kan man slet ikke.« 

Så du mener ikke, at det er et problem? 

»Nej, det mener jeg bestemt ikke. Jeg har heller ingen forventning til, at hvis vi opretholder det antal, vi producerer af dyr, at det tal bliver meget lavere.«

Minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) afviser blankt Jeppe Blochs sammenligning med racisme.

»Det med racisme er jo åbenlyst noget vrøvl,« siger han til B.T.

Christian Rabjerg Madsen, minister for natur og dyrevelfærd (S), mener, at dansk landbrug skal reformeres. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

»Jeg har stor respekt for dansk landbrug, men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke også har en opgave med at reformere landbruget, så vi får bedre dyrevelfærd.«

Ifølge ministeren giver det ikke mening at udstede nye tilladelser, når reglerne på området står til at blive ændret.

Samtidig peger han på flere kritisable forhold i produktionen herunder de omkring 25.000 smågrise, der dør hver dag.

»Jeg vil helst have en situation, hvor der ikke er nogen smågrise, der dør. Det er selvfølgelig ikke realistisk, men vi skal have tallet ned. Jeg kan ikke sætte et specifikt tal på,« siger han. 

Ministeren er ikke bekymret for, at stoppet vil gøre det sværere at få landbruget med i den såkaldte grisefirpart, som skal udstikke retningslinjerne for den danske griseproduktion fremadrettet. 

»Jeg tror selvfølgelig på, at landbruget vil tage ansvar for at skabe bedre dyrevelfærd.« siger han. 

Der er endnu ikke sat en dato for, hvornår forhandlingerne om grisefirparten begynder.