Tæt på dagligt er der en ny virksomhed, der udlodder præmier i en konkurrence på Facebook.
Ofte kræver det blot et "synes godt om" eller en kommentar på et opslag om en konkurrence.
Men en særlig form for misbrug af den slags konkurrencer er i fremgang, skriver faktatjekmediet Tjekdet.
Mediet advarer om, at svindlere opretter falske vindersider og kontakter personer, der har deltaget i konkurrencer med besked om, at de har vundet.
Alt, brugerne skal gøre, er at indtaste blandt andet kontooplysninger, så præmien kan blive deres.
Tjekdet skriver, at konkurrencer fra blandt andet Arla, EDC og Sport 24 er blevet misbrugt.
Men brugerne må forgæves vente på præmien, der aldrig kommer. I stedet bliver man tilmeldt et "mystisk abonnement hos en cypriotisk virksomhed", skriver Tjekdet.
I et eksempel bliver en bruger opkrævet 68 euro - svarende til rundt regnet 500 danske kroner - hver 14. dag.
Det fremgår ikke, hvad abonnementet indebærer.
Tjekdet har identificeret mindst 350 falske vindersider.
Nogle gange er svindlerne så hurtige, at de opretter de falske vindersider allerede samme dag, som konkurrencen bliver lagt på Facebook, viser mediets gennemgang.
/ritzau/
