Sverige overvejer nu at indføre krav om coronatest for indrejsende fra Kina.

Den svenske regering har derfor bedt landets sundhedsstyrelse om forslag til indrejserestriktioner for Kina.

Én af restriktionerne kan være, at rejsende skal fremvise en negativ coronatest for at kunne rejse ind i Sverige.

Det oplyser den svenske regering i en pressemeddelelse ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

Kina lempede for nylig på landets coronarestriktioner og kæmper nu med udbredt smitte.

Som følge af den situation har flere lande valgt at indføre testkrav specifikt for rejsende fra Kina. Det er blandt andet lande som Storbritannien, Frankrig, Spanien og Italien. Fra 5. januar vil USA kræve en negativ coronatest af indrejsende fra Kina.

Herhjemme er der dog ingen planer om at kræve en negativ coronatest for rejsende til Danmark, oplyser Statens Serum Institut til B.T.

»Covid-19-situationen i Kina er en meget stor udfordring for det kinesiske sundhedsvæsen og samfund. Det er til gengæld tvivlsomt, hvorvidt dette vil have nogen betydning for covid-19-situationen i Danmark aktuelt,« skriver direktør Henrik Ullum i en mail.

Statens Serum Institut oplyser videre, at man følger »situationen nøje og konsulterer med europæiske kolleger.« Samtidig opfordrer Udenrigsministeriet danskerne til at være opmærksomme på risikoen for smitte og være ekstra forsigtige ved rejser til Kina.