Hvis alt går, som det skal, kan en svensk coronavaccine være klar i januar.

Faktisk måske endda allerede i slutningen af december.

Sådan siger Pascal Soriot, administrerende direktør i den svensk-britiske medicinalvirksomhed AstraZeneca i et interview med den svenske avis Dagens Nyheter.

»De myndigheder, som skal træffe en beslutning om vaccinen, arbejder kontinuerligt med vores data. Hvis de er hurtige nok, når vi har vores testresultater klar, kan vi begynde at vaccinere folk i januar, måske allerede i slutningen af december,« siger direktøren til avisen.

AstraZeneca håber at have en vaccine klar senest i januar.
AstraZeneca håber at have en vaccine klar senest i januar. Foto: DADO RUVIC
Vis mere

Pascal Soriot er af den overbevisning, at AstraZeneca kan blive det første selskab i verden, der har en vaccine klar.

Virksomheden er da også allerede inde i det, de beskriver som 'testfase tre', hvilket blandt andet indebærer, at 50.000 personer i forskellige lande deltager i testningen af vaccinen.

Pressechefen i AstraZeneca oplyser over for det norske medie Dagbladet, at virksomheden er klar til at levere hundredvis af millioner doser af vaccinen, hvis den godkendes.

Meldingerne om, hvornår en potentiel coronavaccine kan være klar, varierer hele tiden, og flere myndighedspersoner, heriblandt WHO's Europa-chef, Hans Kluge, har da været ude og advare mod at tro, at en vaccine vil løse coronakrisen.

Statsministeren talte om minksituationen under et virtuelt pressemøde onsdag den 4. november 2020.
Statsministeren talte om minksituationen under et virtuelt pressemøde onsdag den 4. november 2020. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson
Vis mere

I Danmark er der som følge af minksituationen i Nordjylland kommet endnu et bump på vejen mod vaccine.

Coronavirus har nemlig muteret i danske mink, og den nye mutation er mindre følsom over for antistoffer, hvilket potentielt kan være en bombe under en kommende coronavaccine.

»Det kan være meget, meget alvorligt,« lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde om coronasmitten blandt mink den 4. november.

»Vi kan risikere, at den muterede virus via mink kan indebære den risiko, at den kommende vaccine ikke kommer til at virke, som den skal.«