Et af udslippene på Nord Stream-gasledningerne er vokset i omfang.

Sådan lyder det mandag fra den svenske kystvagt, Kustbevakningen.

Der er angivelig tale om den mindre lækage på Nord Stream 2, der ifølge den svenske kystvagt skulle være øget til at være 30 meter i diameter på havoverfladen.

Der er tale om lækagen i svenske eksklusive økonomiske zone, der altså fremstod større ved en overflyvning mandag morgen klokken 8 set i forhold til søndag.

Sådan ser et af udslippene i Østersøen ud fra luften. Planet Labs Pbc/Reuters
Sådan ser et af udslippene i Østersøen ud fra luften. Planet Labs Pbc/Reuters
Vis mere

Kustbevakningen forventer endda, at udslippet »kan fortsætte et stykke tid endnu«. Som det lyder i en pressemeddelelse.

Udmeldingen kommer, efter at det i weekenden ellers blev meldt ud, at udblæsningen af gas fra Nord Stream-ledningerne var hørt op.

Og det budskab har eksempelvis danske Energistyrelsen gentaget i et tweet mandag ved 13-tiden:

'Udblæsningen af gas er i weekenden tilendebragt på gasrørsledningerne. De relevante myndigheder samarbejder om den videre indsats.'

Også det russiske gasselskab Gazprom har mandag ifølge Reuters konstateret, at gassen ikke længere lækker fra Nord Stream-gasledningerne.

Hvad er det så, svenske Kustbevakningen kan have set mandag morgen?

B.T. har spurgt Energistyrelsen og har fået følgende svar:

»Nord Stream-selskaberne – NS1 AG og NS2 AG – har oplyst, at forklaringen på, at der i svensk EEZ-område (eksklusiv økonomisk zone, red.) konstateres gasudstrømning, kan være, at der er mindre lommer af gas, der er fanget i rørene,« lyder det:

»Og når vandet kommer ind i rørene, bliver gassen presset ud. Selskaberne anbefaler derfor, at man venter 24 timer, fra trykket er udlignet, til man går ind i området.«

Svenske Kustbevakningen meddeler, at der ikke længere kan ses udslip fra Nord Stream 1.

Der har i alt været fire lækager på Nord Stream-gasledningerne.