Udefra lignede det måske, at sidste uge var rigtig god for den landskendte professor og bestseller-forfatter Svend Brinkmann.

Aalborg Universitet-professoren blev nemlig udpeget til at sidde i Det Etiske Råd, der rådgiver Folketinget og offentlige myndigheder om udviklinger inden for blandt andet natur og miljø.

Men den gode nyhed blegnede ved siden af en alvorlig sag, han nu afslører, han har været udsat for gennem mange år.

'Jeg har tænkt en del over, om jeg skulle skrive dette,' indleder professoren i sit Instagram-opslag, hvor han deler nyheden.

'Sagen er, at jeg gennem flere år er blevet chikaneret af en fremmed person,' fortæller Svend Brinkmann.

Kvinden, han fortæller chikanerer ham, indledte sin kontakt med hundredvis af mail. Derefter begyndte hun at møde op de steder, Svend Brinkmann optrådte offentligt, skriver han.

Professoren arbejder nemlig både med podcast, foredrag og udgiver bøger, der ud over hans daglige arbejde på Aalborg Universitet sender ham rundt på mange scener i landet.

Hendes ageren eskalerede, da hun, efter professoren blev udpeget til Det Etiske Råd, kontaktede rådet samt en af Brinkmanns venner og sagde, at han havde begået en alvorlig forbrydelse mod hende.

'Jeg havde puttet psykofarmaka i hendes danskvand og derefter slæbt hende ud i en skov om natten,' lyder de forbavsende hårde anklager mod bestseller-forfatteren.

Selv har hun tidligere fortalt Svend Brinmann, at hun har en skizofreni-diagnose, og han beskriver hendes relation til ham som værende vekslende mellem noget, der ligner forelskelse og stor vrede.

Han skriver også, at hun tidligere har oprettet falske profiler på sociale medier, hvor hun har rejst 'falske og alvorlige' anklager mod ham.

Gennem de mange år, det nu har stået på, siger han, at han har slået det hen, men var nødt til at reagere, efter hun kontaktede Det Etiske Råd.

'Min frygt er selvfølgelig, at nogen, der ikke kender mig, kan tro på, hvad hun skriver. Derfor denne orientering,' giver Svend Brinkmann som forklaring på, at han nu går offentligt ud med sin situation.

Han understreger slutteligt, at han har medfølelse med hende og ønsker hende det bedste, men at kvindens beskyldninger tærer på både ham og hans familie, og at han derfor håber, at hendes chikanerende adfærd stopper.

B.T. har forsøgt at få kommentarer fra Svend Brinkmann om sagen, men uden held.