
»Det var onsdag den 24. april, hvor min kone kørte på arbejde, som hun gør hver dag.«
Sådan begynder Sven-Oliver Anders, da han skal forklare B.T. om den dag for snart to år siden, hvor hans familie blev slået itu.
»På rute 13 ved Nørre Snede bliver hun ramt af en udvisningsdømt kriminel fra Kærshovedgård. Det var en 34 år gammel mand fra Afghanistan,« forklarer han og fortsætter:
»Han var uden kørekort og påvirket af narkotika, han ramte min kone, Beate, frontalt, og hun døde på stedet.«
Sven-Oliver Anders bor i Ejstrupholm tæt ved udrejsecenteret Kærshovedgård i det midtjyske.
I den kommende tid sætter B.T. fokus på Kærshovedgård i en artikelserie i anledning af, at det nu er ti år siden, at de første beboere flyttede ind på udrejsecenteret – og med ét slag forandrede lokalområdet.
Sven-Oliver Anders er en af de lokale, der har mærket konsekvenserne af, at Kærshovedgårds beboere, der blandt andet er hårdkogte udvisningsdømte kriminelle, kan bevæge sig frit i lokalområdet.
Han husker stadig tydeligt den dag, hvor hans kone blev kørt ihjel.
»Jeg kommer hjem fra arbejde, det var klokken halv otte, jeg spiste morgenmad med mine børn. De gik i skole klokken otte, og jeg gik i seng, fordi jeg arbejder om natten,« fortæller Sven-Oliver Anders.

»Klokken kvart over otte banker det helt vildt på døren. Der står to unge mænd ude foran. Så sagde de så, at de var fra politiet, og at der havde været en stor ulykke, og at de skulle snakke med mig,« fortsætter han.
Kort derefter brød Sven-Oliver Anders sammen, fortæller han B.T.
»De sagde så, at min kone var død i ulykken, og jeg brød sammen, fuldstændig. Efter ti minutters snak gik jeg hen i skolen og hentede vores børn. Så kom der en præst og ja … Det var den morgen,« fortæller han, tydeligt påvirket.
Fra den dag var Sven-Oliver Anders alene med sine to børn, der dengang var 10 og 14 år.
»Det har været meget, meget, meget hårdt … Jeg har haft brug for psykologisk hjælp. Jeg har været mange gange hos psykologen, og mine børn er stadig i sorggruppe. Vi savner hende rigtig meget,« fortæller han.
Især ved juletid bliver savnet voldsom. Beate plejede nemlig at pynte op til jul i hele huset og gøre meget ud af julehyggen, fortæller Sven-Oliver Anders.
Derfor har han de sidste to juleaftener taget sine børn med til udlandet »for at komme væk«.
»Jeg og vi vil ikke græde under juletræet. Hun plejede at pynte hele huset og startede med det i november … Hele huset var pyntet. Fra badeværelset til stuen, alt var fyldt med juleting. Det bliver ikke mere jul, som det var før,« siger Sven-Oliver.

I slutningen af februar faldt der endelig dom i sagen i Vestre Landsret, hvor straffen til gerningsmanden, Milad Sadiqi, blev lempet i forhold til en tidligere dom fra byretten i Herning.
Vestre Landsret idømte Milad Sadiqi seks års fængsel. Derudover blev han udvist i seks år og frakendt kørekortet i ti år.
Men gerningsmanden bliver næppe udvist i praksis, selvom han nu har flere udvisningsdomme på samvittigheden. Det skyldes, at den danske regering ikke samarbejder med Taliban-styret i Afghanistan, hvor Milad Sadiqi kommer fra.
Det betyder, at han nok havner på Kærshovedgård igen, og det i kombination med den lempede straf har skuffet Sven-Oliver Anders.
»Jeg tænkte, at det ikke kan være rigtigt. Nu kan han komme ud om nogle år og fortsætte på Kærshovedgård, og måske ender han med at ødelægge en ny familie,« siger han og tilføjer, at han mener, at Milad Sadiqi burde blive udvist med det samme.
Følg artikelserien om Kærshovedgård og konsekvenserne for udrejsecenterets naboer i den kommende tid på bt.dk.



