Når de nye sundheds- og omsorgspladser bliver etableret i 2027, bliver det uden egenbetaling på medicin.
Det er regeringen og Danske Regioner blevet enige om, skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Pladserne skal erstatte de fleste af de nuværende midlertidige pladser og akutpladser, som i dag drives af kommunerne, og hvor man selv skal betale for medicinen.
Pladserne bruges for eksempel af svækkede ældre, som er blevet udskrevet fra hospitalet, men som fortsat har brug for mere pleje, end der kan gives i hjemmet.
- Når man er svækket og forsøger at komme sig oven på en sygehusindlæggelse, skal man koncentrere sig om at blive frisk igen og ikke være bekymret for, om man har råd til at betale sine regninger, siger sundhedsminister Sophie Løhde (V) i pressemeddelelsen.
- Derfor vil der ikke være egenbetaling på de nye sundheds- og omsorgspladser, som der er i dag på de midlertidige pladser. Det vil både give tryghed og en større lighed i sundhed.
I dag kan kommunerne opkræve brugerbetaling for blandt andet kost, når man bliver indskrevet på en midlertidig plads.
Den betaling frafalder også fra 1. januar 2027, hvor det bliver regionerne, der får ansvar for pladserne.
Det er blandt andet organisationen Ældre Sagen, der har kritiseret, at der er egenbetaling, når man er patient på en midlertidig plads.
Den kritik har regeringen og regionerne lyttet til, siger Sophie Løhde.
Regningen kan for nogle løbe op i flere tusinde kroner, tilføjer hun. Men om lidt over et år bliver det altså uden betaling.
- Det er vigtigt, da egenbetalingen kan være en udfordring for ældre med en stram økonomi, der typisk også vil skulle dække faste udgifter til bolig og andet, mens de opholder sig på pladserne, siger sundhedsministeren.
Ordningen med sundheds- og omsorgspladser er en del af sundhedsreformen fra 2024.
Som udgangspunkt skal der være sundheds- og omsorgspladser i alle kommuner, men det bliver regionerne, der har ansvar for behandlingen og plejen på pladserne.
/ritzau/
