Tom Nymand var uhelbredeligt syg af kræft, da hans kone, Suzanne Wittrock, blev skilt fra ham.
»Det lyder kynisk. Men det er det mest fornuftige, jeg har gjort,« siger hun.
Skilsmissen var hendes mands idé. Fire år efter, at kræften havde gjort sit indtog i familien, flyttede han i en lejlighed for sig selv.
Tom Nymand havde uhelbredelig kræft i hjernen, og i november 2010 gav lægerne ham beskeden: 'Du har seks måneder tilbage af livet. Maks.'
Suzanne Wittrock tog deltidsorlov for at passe sin døende mand. Men skæbnen – og Tom – ville det anderledes, og han snød døden – i første omgang.
»Langsomt fik han det bedre og blev mere og mere stabil,« husker hun. Men sygdommen havde sat sit præg på både Tom og deres fælles familieliv:
»Vi havde stadig en dødsdom hængende over hovedet og var i konstant alarmberedskab. Men vi var også nødt til at få en hverdag som småbørnsfamilie til at fungere.«
Michael Wittrock var bare to måneder gammel, da hans far blev syg, og indtil han var ni år, var kræften en fast beboer i det stråtækte bondehus ved Præstø.
»Jeg forestillede mig en far som sådan én, der sad for bordenden, men jeg har aldrig oplevet at have en almindelig far.«
I dag er Michael Wittrock 14 år og kan sammenligne livet før og efter, hans far flyttede.
Om tiden før siger han:
»Min far havde mange ritualer. Han sad altid på sit værelse og mediterede og kom mest ud for at sige, at vi skulle være stille eller skrue ned for fjernsynet. Det var svært, når vi blev begrænset af sygdommen.«
Efter skilsmissen fik Tom Nymand en lejlighed lidt uden for Vordingborg, men kom regelmæssigt på besøg i huset ved Præstø. Dét ændrede Michael Wittrocks billede af faren:
»Da han flyttede, fik vi den gode tid med ham. Når han kom, var han frisk, vi spillede Matador og hyggede os. Dermed fik jeg en positiv historie om at være far-løs,« siger han.
Efter flytningen fik hans far fred og ro til at sove, når han var træt, spise, når han var sulten, og til at indrette sig fuldstændigt efter sin sygdoms luner.
Da Tom Nymand første gang luftede tanken om at flytte fra hinanden, lød det helt forkert i Suzanne Wittrocks ører. Men han var sikker i sin sag.
»Tom var meget bevidst om, at han var blevet en anden. Det var vigtigt for ham ikke at ligge os andre til last. Ved at flytte kunne han få plads til at leve på sygdommens præmisser, mens drengene og jeg fik lov til at være en almindelig børnefamilie,« siger hun, der i dag er sikker på, at skilsmissen var med til at holde familien sammen.
For Tom Nymand levede 10 år længere, end lægerne havde spået, og det var et fuldtidsprojekt at holde kræften nede.
Han supplerede den behandling, som lægerne tilbød ham i form af operation, kemo og stråler, med en højdosis C-vitaminkur. Han spiste 40 vitaminpiller om dagen, omlagde sin kost, stod op klokken fem om morgenen og gik i seng klokken 20.30 hver aften – og han løb.
»Canceren var den hårdeste arbejdsgiver, han havde haft – den holdt aldrig fri. I 2018 løb han 112 halvmaratonløb. Det kan ikke have været lige sjovt hver gang,« siger Suzanne Wittrock.
Hun kender det præcise antal af løb, for Tom Nymand førte logbog over sin sygdom og sit liv. I sirlige Excel-ark noterede han alt lige fra den daglige vejrudsigt, antallet af kilometer, han tilbagelagde, til hvor mange skiver rugbrød han spiste til hvert enkelt måltid.
Excel-arkene er billedet på, hvor meget sygdommen fyldte i hans liv, og de er beviset på, hvorfor Suzanne Wittrock var nødt til at blive skilt.
»Jeg blev skilt fra sygdommen – ikke fra Tom,« siger hun.
I maj 2019 blussede kræften op igen. Endnu en gang blev Tom opereret. Men senere blev han ramt af ikke bare en, men flere blodpropper, blev lam i kroppen og mistede det meste af sit sprog.
Igen måtte han flytte – først på plejehjem og i december sidste år på hospice.
Den 8. februar 2020 døde han omgivet af hele sin familie.
Da lægerne i 2010 spåede Tom Nymand seks måneders levetid, havde ingen forestillet sig, at Michael Wittrock ville komme til at kunne huske sin far.
Men de to nåede at spille masser af Matador, og i efteråret 2018 løb de et halvmaraton sammen.
»Det var en fed oplevelse. Han var så glad og stolt. Det var jo hans verden,« siger Michael Wittrock.
I de sidste måneder af sit liv sov Tom Nymand meget, men var alligevel mere til stede, end sygdommen havde givet ham lov til i mange år.
»Vi havde god tid sammen i de sidste måneder. Vi gik ture og på cafe og fik talt om alt dét, der var vigtigt imellem os. Jeg ville ikke have været én eneste af de aftener foruden,« siger Suzanne Wittrock.
Da hendes tidligere mand åndede ud, var det trist, men det var også ventet. Som Michael Wittrock siger:
»Vi havde 10 år til at forberede os – og vi nåede at sige farvel.«
