Susannes far var længe om at dø: 'Det er forkasteligt'

Susanne Drøjsbjergs far fik ikke en værdig død.

Han døde efter seks dages indlæggelse på hospitalet, i en seng og med sin datter ved sin side. Men ikke værdigt.

»Jeg har mistet tilliden til, at der er nogen, der passer på os, når vi skal dø,« lyder det kontant fra Susanne Drøjsbjerg til B.T.

Susanne Drøjsbjergs far, som boede på et plejehjem og var lettere dement, blev indlagt på Svendborg Sygehus 7. marts. Han havde synkebesvær, en uspecificeret infektion – og havde det dårligt.

Fire dage efter sin indlæggelse blev farens behandling ændret til palliativ (lindrende) behandling, fordi han ikke samarbejdede i den behandling, han var i. Hans demens var pludselig markant værre og han havde mistet talens brug. Og herfra gik det stejlt ned ad bakke.

»Min far led en langsom død. Det var frygteligt at se på. Jeg kommer til at bære det med mig resten af livet,« fortæller Susanne Drøjsbjerg.

Hendes far måtte ikke få væske og lå derfor uden drop. Det ville nemlig blot forlænge processen, fik Susanne Hedegaard Drøjsbjerg at vide. Og hun håbede inderligt, at det ville gå hurtigt. For farens skyld.

Faren fik morfin løbende, men en dag – cirka halvvejs i forløbet – havde han smerter. Nattesygeplejersken havde vurderet, at han var rolig, og havde derfor undladt at give ham en dosis.

»Som minimum bør alle patienter på palliativ afdeling være dækket ind med den maksimale dosis morfin i så korte intervaller som muligt. Der skal simpelthen være faste rutiner. Det kan ikke være rigtigt, at det ansvar lige nu ligger hos nogle overbelastede sygeplejersker,« siger Susanne Drøjsbjerg og fortsætter:

»Alle bør kunne få en værdig død. Det er forkasteligt.«

Egentlig vil Susanne Drøjsbjerg gerne have aktiv dødshjælp til patienter i palliativ behandling. Det må være en menneskeret, mener hun.

Sidste dag, han levede, havde han ligpletter på fødderne, men var stadig levende. I løbet af dagen blev han kold, undtagen på brystet, hvor hjertet stadig slog.

Susanne Drøjsbjerg måtte sidde ved hans side time efter time og se, hvordan han svandt ind.

Susanne Drøjsbjerg lå helt tæt på ham og holdt ham i hånden, da han åbnede munden, ikke kunne tage en indånding igen – og døde.

Oplevelsen har været traumatiserende for Susanne Drøjsbjerg, og efter hun skrev et debatindlæg til Fyns Amts Avis, er det gået op for hende, at hun langtfra er alene.

Derfor ønsker hun aktiv dødshjælp og god smertelindrende behandling på alle landets hospitaler indtil da. Hun understreger, at hendes kritik ikke er rettet specifikt mod Svendborg Sygehus eller de dygtige sygeplejersker, hun mødte der.

»Hvis vi ikke ændrer noget nu, så bliver det vores børn, der skal stå ved vores seng og blive traumatiserede,« slår hun fast.