En ny kandidat melder sig nu under fanerne til et job, der ligner en ‘mission impossible’.
Jobbet er at være formand i Nye Borgerlige.
Kandidaten hedder Susanne Borggaard, og hun er medlem af kommunalbestyrelsen i den vestsjællandske kommune Sorø.
Dermed fortsætter formandsuroen i Nye Borgerlige. Det er blot en uge siden, at den tidligere DF'er Karsten Kudsk meldte ud, at han også vil udfordre Martin Henriksen på posten.
Nu vil endnu en politiker smide formand Martin Henriksen på porten og genrejse partiet, som siden Pernille Vermunds afgang til Liberal Alliance har kæmpet en regulær overlevelseskamp.
Lige nu forsøger partiet at samle nok underskrifter til bare at komme på stemmesedlen til det folketingsvalg, som kommer inden for to år. Pt. har partiet kun 1435 underskrifter ud af de godt 20.000, som der kræves for at stille op til Folketinget.
Susanne Borggaard mener ikke, at Martin Henriksen har leveret varen.
»Flere medlemmer ønsker et formandsskifte. Vi står foran et kommunalvalg i 2025, og medlemmerne siver, og det kræver, at vi har den rette ledelse i Nye Borgerlige«.
Er det politikken, den er gal med?
»Vi er gået væk fra kernepolitikken ved at snakke om våben, og det ønsker Nye Borgerliges medlemmer ikke. Derfor er der mistillid til ledelsen,« siger Susanne Borggaard og henviser til Martin Henriksens udmelding i oktober 2024 om, at Nye Borgerlige vil liberalisere våbenloven og bevæbne danskerne til selvforsvar for at ‘imødegå borgerkrigslignende tilstande’.

Susanne Borggaard nævner, at hendes mærkesager er at gøre op med bureaukratiet, så der bliver flere penge til kernevelfærden.
Det lyder som noget, man kan få hos mange andre partier…
»Vi praktiserer det, vi siger. Og det gør de andre partier ikke. De taler bare,« siger Susanne Borggaard, der bor i byen Stenlille, hvor hun har et mindre landbrug og er selvstændig inden for udlejning af ejendomme.
Lars Boje Mathiesens parti 'Borgernes Parti’ er lige kommet på stemmesedlen. Hvorfor er der brug for flere partier på højrefløjen?
»Der er brug for Nye Borgerlige. Så er der andre partier, der må dø«.
Du er helt ukendt. Er det ikke et problem?
»Det er korrekt, at Martin Henriksen er mere kendt end mig, og alligevel er det ikke lykkedes for ham. Men man kan jo blive kendt, når vælgerne opdager, hvad man står for politisk«.
Er Nye Borgerlige ikke en dødssejler uden Pernille Vermund?
»Hun var visualiseringen af partiet, og jeg kan godt forstå, at det kan se sådan ud, men vi har græsrødderne derude og en organisation. Jeg ville ikke stille op som formand, hvis ikke jeg troede på det«.
Jeg bemærker, at du ikke har nævnt udlændingepolitik og muslimer…
»Det er ikke dér, jeg er nu. Dem, der vil Danmark og bidrager må gerne blive. Men vi skal gøre op med, at vi gør flygtninge på overførselsindkomst til permanente indvandrere. Vi skal arbejde for en fælles EU-løsning med asylbehandling i et tredje land«.
B.T har talt med Martin Henriksen, der siger:
»Alle kan selvfølgelig stille op inden for vedtægterne, men skal selvfølgelig tænke på, hvad det giver af uro. Nye Borgerlige har fået mange slag de senere år. Formandsopgør skaber uro og man skal overveje konsekvenserne«.
Der er ikke sat dato for, hvornår Nye Borgerliges årsmøde skal holdes.