»Det sortnede for mine øjne. Jeg ved ikke, hvor længe jeg lå på briksen. Men hold da op, det var ubehageligt. Jeg troede, jeg skulle dø«.

66-årige Susanne Meelbye fra Skejby husker med alt tydelighed, hvordan det føltes, da hun tilbage i 2007 fik et såkaldt anafylaktisk chok – også kaldet en allergisk reaktion – efter en influenzavaccine.

Siden dengang er hun ikke blevet vaccineret igen – heller ikke med coronavaccinen, selvom omgivelserne har presset på for, at hun skulle lade sig vaccinere.

Fredag blev coronapasset igen indført i det danske samfund, så det for dem, der ikke er vaccinerede mod coronavirus, nu er blevet mere besværligt at gebærde sig.

Det gælder også Susanne Meelbye, men det er altså ikke, fordi hun ikke vil have vaccinen – mere fordi hun ikke vil risikere at få samme reaktion som dengang tilbage i 2007.

»Jeg tør simpelthen ikke,« siger hun.

I produktresumeet til coronavaccinerne kan man da også læse, at man skal rådføre sig med en læge, hvis man tidligere har haft en allergisk reaktion efter en hvilken som helst anden vaccineinjektion. Det kan nemlig være, at man er allergisk over for nogle af de hjælpestoffer, der er i vaccinen, og så skal man ikke vaccineres.

Susanne Meelbye har siden da fundet ud af, at det er hjælpestoffet macrogol, som hun er allergisk overfor. Det findes også i coronavaccinen, og derfor vil hun ikke vaccineres.

Susanne Meelbye. Foto: Privat.
Susanne Meelbye. Foto: Privat.
Vis mere

Hun ved ikke, om hun som barn har haft en allergisk reaktion på grund af en vaccine, da hendes sundhedsjournal ikke går så langt tilbage, og hun ikke selv kan huske det.

Hun synes, det er blevet ubehageligt at være en af dem, der ikke er vaccineret mod coronavirus.

For det er, som om omgivelserne ser skævt til hende, når hun fortæller mennesker, hun ikke kender, at hun ikke er vaccineret.

»Folk virker meget overraskede, når jeg fortæller, at jeg ikke er vaccineret. De synes, at jeg med min alder, burde vaccineres. Det er ikke alle, der viser forståelse for min situation,« siger den 66-årige kvinde:

»Jeg føler jo næsten, jeg gør noget ulovligt, når ikke jeg følger flokken.«

Genindførelsen af coronapasset får ikke Susanne Meelbye til at løbe risikoen med alligevel at blive vaccineret. Hun må sørge for at begrænse sig og ikke tage de steder hen, hvor det er påkrævet. At lade sig teste er nemlig heller ikke en mulighed.

»Jeg vil ikke risikere at stå i en kø ved et teststed og blive smittet,« siger hun.

Indtil da forsøger hun så at passe så godt som muligt på sig selv og sørger for at holde sig væk fra midtbyen, hvor der er mange mennesker.

»Det er da svært, når man er en udadvendt person, men det må jeg så gøre i en periode. Jeg kunne da også godt tænke mig, at folk stadigvæk huskede at holde afstand og afspritte hænder, når de gik ind i en butik,« siger hun.

Hun håber desuden på, at folk – og myndighederne – vil huske på, at der fortsat er nogle, som ikke kan tåle vaccinen.

»Man glemmer lidt, at vi stadig er en lille gruppe, der ikke bør presses til at tage vaccinen.«