Åbningen af supersygehuset i Hillerød bliver yderligere forsinket.

Det fremgår af en redegørelse til politikerne i Region Hovedstaden, oplyser Berlingske.

I redegørelsen lyder det, at tidspunktet for ibrugtagningen af det nye hospital rykkes til november 2026.

Tidligere lød meldingen, at hospitalet ville slå dørene op i slutningen af 2025 eller starten af 2026.

»Det er en trist sag og en uheldig situation, vi er røget ud i. Jeg er ked af, at indflytningen må rykkes, men det hele er bare stukket af,« siger formanden for den politiske følgegruppe til Nyt Hospital Nordsjælland, Annie Hagel (Ø), til Berlingske.

Sygehuset ender altså med at komme syv år senere end den oprindelige plan.

Egentlig skulle byggeriet ikke koste mere end 4,9 milliarder kroner, men med de problemer og forsinkelser, der har været, kan der nu komme til at blive lagt et par milliarder oveni den samlede pris.

Ifølge Annie Hegel har byggeriet været underfinansieret fra starten samtidig med, at de stigende priser og krigen i Ukraine har gjort det endnu værre.