Mens nogle kan spise og ligefrem sove sammen uden at smitte hinanden, kan andre ikke engang sidde i midten af en bus, uden at smitte selv dem på bagerste sæde.
Hvad gør nogen af os til superspredere? Og hvordan stopper man den superkraft? De spørgsmål forsøger forskerne at finde svar på.
For ja, man kan tilsyneladende smide tændstik på tændstik på bålet, uden der sker noget. Og så lige pludselig rammer den tændstik, der får det hele til at stå i flammer.
Vi har i sensommeren set flere eksempler på dem. Ildebrandene. En 40-års fødselsdag i Roskilde, en byfest i Dronninglund, en muslimsk begravelse i Aarhus - for bare at nævne nogle stykker.
Selvom retningslinjerne blev fulgt, var der alligevel en person blandt gæsterne, som lykkedes med at smitte en stor del af de øvrige gæster. En superspreder.
Helt præcis er der tale om, at den forkerte person har været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
»Vi ved, at superspredere findes ved en lang række infektioner. Men covid-19 er en af de infektioner, hvor supersprederne har en stor betydning,« siger Allan Randrup, professor i virologi ved København Universitet, og fortsætter:
»Netop i forbindelse med private fester her i efteråret har vi fået underbygget den teori, fordi der er har været nogle situationer, hvor en enkelt person har smittet rigtig mange.«
Det forkerte tidspunkt
Professor i Folkesundhed, virusinfektioner og epidemier på Københavns Universitet, Thea Kølsen Fischer, tror som udgangspunkt, at vi allesammen kan være superspredere, »hvis vi er på det tidspunkt i vores sygdomsforløb, hvor vi udskiller allermest virus.«
»Altså hvis vi er til den forkerte begivenhed på det forkerte tidspunkt,« siger hun og uddyber:
»Vi har masser af dokumentation for, at det kan ske i tilfælde, hvor der er én til stede i selskabet, som er syg, men først får symptomer dagen efter.«
Og så er der dem - typisk unge - der bliver smittet, men slet ikke får symptomer. Det gør covid-19 til en lumsk sygdom.
»Man må sige, at covid-19 opfylder alle krav til et super-pandemivirus,« siger Thea Kølsen Fischer og forklarer, hvad der skulle til, hvis man skulle fremstille et pandemivirus:
Du skal for eksempel sørge for, at virus forårsager mest mulig smitte gennem luftveje.
Du skal skabe et virus, som ikke gør alle alvorligt syge, for at sikre, at det kan smitte så mange som muligt, uden at de, der er smittet, selv opdager, de er smittet.
Og dem, som bliver syge, skal først få symptomer lidt efter, de er begyndt at udskille virus, så de når at smitte mange, inden de er klar over, at de er syge.
Det forkerte sted
Thea Kølsen Fischer har lige været på tre dages covid-konference, og der diskuterede man ikke længere, om smitte gennem bittesmå dråber i luften - såkaldte aerosoler - er en faktor.
»Det er det,« slår hun fast.
Derfor er der også stor forskel på, om man opholder sig indenfor eller udenfor.

»Er man indenfor uden gennemtræk, kan de små viruspartikler hænge i aerosoler i luften meget længe,« siger hun.
Allan Randrup er enig i, at covid-19 kan smitte gennem aerosoler.
»De fleste, der læser litteraturen, ved efterhånden, at det kan lade sig gøre. Der er begivenheder, som er svære at forklare, hvis man ikke kan acceptere aerosoldannelse som smittekilde,« siger han.
Og derfor:
»Jo dårligere indeklima, du har. Jo mindre luftskifte, du har. Des større er sandsynligheden for, at der opbygges kritiske koncentrationer i luften og mange smittes,« siger han og påpeger, at recirkulation for eksempel aircondition også er et problem.
Det underbygges i et studie af en bustur i Hubei-provinsen i januar, hvor det lykkedes en kvinde, som sad midt i bussen, at sprede smitten til 23 medpassagerer - inklusiv dem, som sad helt nede bagerst i bussen - syv rækker bag kvinden.
Aircondition sendte altså tilsyneladende smitten rundt i bussen, og kun dem der sad tæt på åbne vinduer eller døren, var i mindre risiko for smitte, fremgår det af studiet, som i starten af september blev publiceret i JAMA Internal Medicine.
Den forkerte person
Men så er der også dem, der, selvom de har spist, sovet og levet sammen, ikke har givet virussen videre til deres partnere.
I husker måske den første dansker med coronavirus, TV 2-journalisten, hvis kone og to børn ikke blev smittet, selvom hele familien havde ligget syg sammen hjemme i flere dage.
Professor i biokompleksitet ved Niels Bohr Institutet, Kim Sneppen, kunne sammen med kollegaen Lone Simonsen i maj præsentere en matematisk model, som viste, hvordan man nemmest kontrollerer en epidemi, hvor kun ca. 10 procent af de smittede står for langt de fleste af de nye smittetilfælde.
»Der er nogle få personer, som smitter rigtig mange. Og derfor tror jeg, det ligger ret meget hos personen,« siger Kim Sneppen.
Et kæmpe udenlandsk studie baseret på data fra over en halv mio. indere, som onsdag i sidste uge blev publiceret i tidsskriftet Science, viser samme tendens. Her stod otte procent af de smittede for 60 procent af de nye smittetilfælde.
Der er en masse hypoteser om, at biologien kan forklare, hvorfor nogen tilsyneladende smitter mere end andre. Men endnu ingen svar.
Til gengæld er der noget særligt, som kendetegner supersprederens adfærd.
For at smitte mange, skal man have set mange. Det siger måske sig selv.
»Kommer en superspreder ind til et event, hvor der er rigtig mange, kan vedkommende nå at smitte mange. Men supersprederen kan også gøre rigtig meget skade, hvis vedkommende går mange steder og for eksempel er på fem små barer i løbet af en aften,« siger Kim Sneppen og tilføjer:

»Så det handler ikke kun om eventets størrelse, men også om personen, der går rundt.«
Set i det lys er en forretningsrejsende også en potentiel superspreder.
I foråret lykkedes det for eksempel en britisk forretningsrejsende at tage virus med sig fra en konference i Singapore til Alperne, hvor han smittede 11 andre, før han rejste videre til Storbritannien. Han fik på den måde spredt virus til tre europæiske lande.
Et af de mest kendte eksempler på en superspreder er nu bartenderen i Ischgl, der ikke bare fik spredt smitten i det populære skiområde i Østrig, men blev tændstikken, der fik smitten til at eksplodere i det meste af Europa.

»Der er nogle særlige jobfunktioner, som er med til at fremme superspredning for eksempel det at være bartender. Jo mere udadvendt, du er, desto større er risikoen for at det potentiale, du kan have som superspreder, bliver indfriet,« siger Allan Randrup.
»Det er altså især personer med mange kontakter i situationer med længere samvær - mere end 15 minutter. Det er f.eks. passagerer på længere rejser, gæster til private fester eller hospitalspersonale,« siger Thea Kølsen Fischer.
Men vi kan altså endnu ikke på forhånd identificere potentielle superspredere.
»Og derfor må vi en anden vej rundt og se på, hvor supersprederne spiller en stor rolle. Hvis man kun ses med seks personer, kan man kun smitte seks. Men går man til en stor generalforsamling, er det en anden sag,« siger Allan Randrup.
Lige nu er sociale bobler og forsamlingsforbud derfor det stærkeste våben mod den - må vi bare konstatere - endnu meget ukendte superkraft.