Hvis du en dag skal købe ind i supermarkedet ABC Lavpris i Gram, så skal du nok ikke være typen, der hænger sig i, hvis fladerne ikke ligefrem skinner og der ligger nullermænd i hjørnerne.

Supermarkedet har nemlig fået sin tredje sure smiley på under et år.

Det skriver Jydske Vestkysten.

Fødevarestyrelsen har været på besøg i supermarkedet og udskrevet en bøde på 15.000 kroner. I tilsynsrapporten står der:

'Flere steder på fødevarelageret er der indtørrede spildte fødevarer, enkelte steder er der spindelvæv. På en hylde i oste/pålægskøler er der konstateret støv og snavs. Enkelte steder er der knobskud af formodet skimmel. Der er også fundet flere døde fluer og natsværmere under kasser med ost,' står der at læse.

Den første sure smiley fik ABC Lavpris i Gram i september sidste år. Men i juni i år var den gal igen og hurtigt efter endnu en gang i juli. Bøderne var på henholdsvis 10.000, 10.000 og 15.000 kroner.

Men får det konsekvenser for de grisende medarbejdere? Nix, forklarer Ronni Jensen, der er indkøbs- og marketingdirektør i kæden ABC Lavpris.

»Nej, det gør det ikke. Vi støtter vores personale og bidrager i stedet til at rette op på de ting, der er påpeget under tilsynet,« siger han og forklarer, at kæden er i dialog med Fødevarestyrelsen.