Afklædte dukker, gryder uden håndtag, halvtomme neglelakker. Rummet er udnyttet fra gulv til loft med alverdens skrammel. Der er hele kasser dedikeret til små dimser som reflekser, møtrikker og elastikker. Og på gulvet er der store dynger med ting, man skal træde over og kringle sig omkring for at komme rundt i den 80 kvadratmeter store kælder, der ligger under et lejlighedskompleks i ghetto-bydelen Gellerup.
Men det her er ikke en historie om en manisk samler. Det er et portræt af en af Aarhus Vests originaler, der gennem 25 år har viet sin krøllede opfinderhjerne og snilde håndværkerhænder til at puste nyt liv i alt det, vi andre smider ud. Til gavn for de fattige, de frysende og de sultne.
Det er 77-årige Allan Fisker, der næsten dagligt står og nørkler i kælderen til langt over midnat. Ghettoblasteren spiller panfløjtemusik, mens han skruer, limer, samler, maler og fikser aarhusianernes skrald. For det er det, kælderen er stopfyldt med. Kasseret storskrald fra byens containere.
Gennem årene har Allan Fisker sendt 300 tons genoplivet skrald til Letland som nødhjælp, hvor det blandt andet har været med til at finansiere bygningen af et børnehjem. Andre containerfund bliver fragtet til Ukraine, Nigeria eller Tanzania. Lokalt i Aarhus er der også mange genbrugsbutikker, der nyder godt af det skrald, Allan Fisker samler ind og reparerer, så det kan blive solgt videre. Og så deler Allan Fisker også gavmildt ud til naboer, kirker, erhvervsdrivende, børnehaver, og hvem han ellers måtte støde på i lokalområdet.
I blåt arbejdstøj, med en hjemmebygget trailer spændt efter cyklen, cykler Allan Fisker hver dag rundt til byens containere. Han har tryllet en kasseret selfiestang om til en teleskopstang, så han kan nå helt ned på bunden af containerne.
»Der gemmer sig guld alle vegne. Det er ufatteligt, hvad der bliver smidt ud. Jeg har fundet så meget godt gennem årene,« siger han.
Han finder alt fra porcelænsstel fra Bing og Grøndal til »kjoler så flotte, at de kunne inviteres til bal hos Dronningen«, børnebøger, køkkenmaskiner, sengetøj, legoklodser, løbehjul, barnevogne, batterier, cykellygter, neglelak, blokfløjter og alt muligt andet.
»Der er en fuldstændig vanvittig forbrugskultur i Danmark. Folk smider hvad som helst ud. Jeg fatter ikke, at man kan være det bekendt. Både af hensyn til miljøet, men lige så meget med tanke på, hvad det kan gøre af gavn for andre mennesker,« siger han.
Allan Fisker er født i Grindsted, men flyttede til Aarhus tilbage i 1974 for at arbejde på en brødfabrik og blive gift med sin forlovede.
Han havnede i Gellerupparken, fordi det var her, der var billige lejligheder at få. Da brødfabrikken, han arbejdede på, gik konkurs, og opsparingen var røget til lejlighedsindskud og bryllupsfest, var bankkontoen larmende tom.
Det var sådan, skraldespandsroderiet startede. Af nød. Hurtigt gik det op for ham, at skraldespandene gemte på brugbare madvarer, tøj, sko og alt muligt andet, man måtte stå og mangle. Og de seneste år er der kommet mere og mere til.
Da han gik på efterløn som 60-årig, besluttede han sig for at blive fuldtidsklunser. Det betyder også, at hans eget forbrug er minimalt. De seneste 23 år har han brugt 1.450 kroner på tøj og sko, har han noteret sig. Alt andet har han fundet i skraldespandene:
»Jeg mangler absolut intet. Jeg har, hvad jeg skal bruge og mere til. Det er blevet min livsopgave at gøre glæde og gavn, og jeg føler, jeg har vundet langt mere på min skraldecykel, end Bjarne Riis har på sin racercykel.«
Allan Fisker er vokset op i et fattigt hjem og blev mobbet som barn. Han havde svært ved at følge med i skolen, han var platfodet og gik skævt, så han kunne heller ikke spille fodbold som de andre børn.
»Jeg følte mig som skrald. Som om jeg var forkert og ikke kunne bruges. Måske er det derfor, jeg har en stor kærlighed for alt det, andre ikke kan se værdien i. Nu prøver jeg at sprede næstekærlighed alle de steder, jeg kan«, siger han.
De første år, han klunsede, oplevede han tit, at folk råbte øgenavne efter ham og så skævt til hans ture i containerne. I dag hilser de fleste, når de møder ham på hans skraldetogter, og op mod 100 familier fra Gellerupparken kommer troligt og afleverer brugt tøj og sko foran hans kælderdør, fordi de alle kender Allan Fisker og ved, at han samler den slags til sin enmandshær af nødhjælpsorganisation.
