Opmærksomheden var stor, da virussygdommen mpox – tidligere kendt som abekopper – begyndte at sprede sig i Danmark og resten af Europa sidste sommer.

Men selvom smitten blev slået ned i Danmark, opleves der stadig smitte i resten af Europa. 

Derfor kommer Sundhedsstyrelsen nu med nye anbefalinger mod mpox, da der forventes en stigende smitte hen over sommeren. Det skriver Sundhedshedstyrelsen i en pressemeddelelse

»Alle kan blive smittet med mpox, men indtil videre har vi set flest smittetilfælde blandt mænd, som har sex med mænd, og som har flere, skiftende partnere. Vi ved, det er en gruppe, som gerne vil beskytte sig mod at blive smittet, når de har sex,« siger afdelingslæge Kamilla Grønborg Laut og fortsætter:

»Og fordi man godt kan blive smittet med mpox, selvom man bruger kondom eller slikkelap, anbefaler vi nu, at mænd, som har sex med mænd, bliver vaccineret, hvis de har flere, skiftende sexpartnere – også selvom de har beskyttet samleje.«

Anbefalingen om udvidet vaccination gælder også for kvinder, transpersoner, nonbinære og andre, skriver Sundhedsstyrelsen i pressemeddelelsen.

Skulle man blive smittet og få blærer på hænder, i ansigtet eller i munden, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man går i selvisolation.

Mpox, eller abekopper som det tidligere blev kaldt, blev tilbage i maj i år vurderet til ikke længere at være en global sundhedskrise. 

På verdensplan har der været registreret 87.000 tilfælde af abekopper fra begyndelsen af 2022, og indtil WHO i maj i år fjernede den fra listen over globale sundhedskriser.

Danmark har siden maj sidste år registreret 196 tilfælde af mpox.