Sundhedsstyrelsen indkøber to millioner jodtabletter som beredskab ved nukleare uheld i fremtiden.

»Forløbet med covid-19 i de seneste to år har vist os, at det er vigtigt at være forberedt. Krigen i Ukraine har vist os, at verden er uforudsigelig. Derfor har Sundhedsstyrelsen revurderet rammerne for Danmarks jodberedskab, der skal kunne bruges i tilfælde af et nukleart uheld i vores nærområde,« lyder det i en pressemeddelelse fra styrelsen.

Tabletterne skal anvendes i tilfælde af nukleare uheld i Danmarks nærområde, uddybes det. De skal bruges, hvis et væsentligt radioaktivt udslip rammer landet.

Det kan blive relevant under et uheld på et kernekraftværk i Danmarks nærområde eller fra en ulykke med et nukleart drevet fartøj i dansk farvand.

Man har oprustet efter anbefaling fra WHO og en prognose fra Beredskabsstyrelsen. De skal som udgangspunkt uddeles til risikogrupperne, hvis det bliver nødvendigt.

Risikogruppen består af børn og unge op til og med 18 år, udgående sundheds- og beredskabspersonale op til og med 40 år samt gravide og ammende.

»Jodtabletter har udelukkende effekt ved indånding af radioaktivt jod og skal derfor ikke anvendes, hvis et udslip ikke indeholder jod,« lyder det.

De vil beskytte mod at optage radioaktivt jod i skjoldbruskkirtlen og en evt. senere forhøjet risiko for udvikling af skjoldbruskkirtelkræft.

»Det overordnede råd i forbindelse med et alvorligt udslip, der bevæger sig ind over dansk område, er fortsat at gå indenfor. Dette vil helt overordnet bidrage til at beskytte mod direkte stråling og mod indånding af radioaktive stoffer som cæsium, strontium og jod,« skriver Sundhedsstyrelsen.

Er man over 40 år, er der ingen beskyttende effekt ved indtag af jodtabletter.

»Der er netop indgået kontrakter med danske produktionsapoteker om levering af den første del af jodtabletterne, der bliver leveret inden for de næste to-tre måneder. Parallelt med indkøbet arbejdes der med at fastlægge en distributionsmodel,« afsluttes pressemeddelelsen.