Udsatte personer opfordres i særlig grad til at blive vaccineret imod influenza.
Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse, hvor det lyder, at sæsonen for virusset ser ud til at blive særligt hård i år.
- Det ser ud til, at flere vil blive smittet med influenza i år. Det skyldes den type af influenzavirus, som vi forventer vil komme til at cirkulere.
- Vaccinen er den bedste beskyttelse mod svær influenzasygdom, og det er vigtigt at beskytte sig, hvis man er i særlig risiko, lyder det fra overlæge Kamilla Grønborg Laut.
Forventningen er baseret på den overståede sæson for influenza på den sydlige halvkugle og på risikovurderingen fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC).
Den danske vaccinationsindsats er allerede i fuld gang, og opfordringen om at lade sig vaccinere går i særlig grad ud til personer over 65 år samt personer, der lider af kronisk sygdom, som for eksempel KOL, diabetes eller hjertekarsygdom.
Vaccinationen er i disse tilfælde gratis.
Omkring 1,2 millioner borgere har ifølge styrelsen indtil videre taget imod tilbuddet. Muligheden løber frem til 20. december.
Der opfordres desuden til, at alle følger de smitteforebyggende råd: vask hænder, host og nys i ærmet, bliv hjemme, hvis du er syg, og husk at lufte ud og gøre rent.
/ritzau/
