Flere borgere har modtaget e-mails og sms-beskeder om, at Sundhedsstyrelsen har sendt dem ny digital post.

Men sådan forholder det sig langt fra - for beskeden er falsk.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse, hvor man advarer borgere mod at stole på beskederne.

'I beskeden er et link, som åbner et velkendt skærmbillede af login via NemID. Beskeden er falsk. Derfor er det vigtigt, at borgere ikke indtaster deres oplysninger, eller på anden måde reagerer på den falske e-mail,' lyder rådet.

I pressemeddelelsen oplyses det, at der er flere kendetegn, der indikerer, at der er tale om en falsk besked.

I beskeden står der blandt andet, at du har modtaget en besked fra Sundhedsstyrelsen, og at du kan logge på sundhedsstyrelsen.net.

'Det er IKKE Sundhedsstyrelsens side. Adressen leder til en falsk hjemmeside. Den falske side ligger på et såkaldt net-domæne, mens Sundhedsstyrelsens hjemmeside ligger på et dk-domæne,' forklares det.

På skærmbilledet, der til forveksling ligner login-siden til NemID, fremgår netadressen www.nemid.nu, som erstatter det ægte NemLog-in.

'Alle offentlige hjemmesider ligger på dk-domæner. Hvis du modtager besked med en opfordring om at åbne et link til en offentlig hjemmeside, der ender på andet end .dk, er der tale om en falsk e-mail,' oplyser Sundhedsstyrelsen.

Hvis du har indtastet dine oplysninger på den falske side, er der flere ting, du skal gøre:

Først skal du straks spærre dit nøglekort.

Dernæst skal du holde øje med din bankkonto og kontakte politiet, hvis du oplever, at dine oplysninger bliver misbrugt.