Sundhedsstyrelsen advarer: Er fundet i Danmark – 'ekstremt farligt'
»Vi er bekymrede,« lyder det.

»Vi er bekymrede,« lyder det.

Cyclorphin.
Det ord siger dig måske ikke det store, men det dækker over et 'ekstremt farligt' og stærkt syntetisk opioid, der nu er blevet fundet i Danmark. Det får Sundhedsstyrelsen til at komme med en klar advarsel:
»Vi er bekymrede over disse stærke opioider, fordi risikoen for forgiftning eller overdosis er stor,« forklarer enhedschef Tanja Popp:
»Derfor sender vi i dag en advarsel ud til organisationer og samarbejdspartnere, som arbejder med stofbrugere, om at stoffet er fundet i Danmark.«
Tidligere har Sundhedsstyrelsen advaret om, at det ulovlige stof Cyclorphin er blevet fundet i Tyskland, ligesom det også førhen er blevet registreret i andre europæiske lande.
Men først nu er det også set herhjemme.
Det blev ifølge Sundhedsstyrelsen 'fundet i Danmark dels i forbindelse med en obduktion af en afdød person og dels ved et narkotikabeslag i anden sammenhæng'.
Stoffet er udviklet til anvendelse som rusmiddel, og det beskrives som værende mange gange stærkere end morfin.
Der skal kun 'meget små mængder' til at forårsage akutte forgiftninger, lyder det.
Og der er stor risiko for at overdosere.
Tager man det stærke opioid, kan man ifølge Sundhedsstyrelsen få symptomer som eufori, nedsat bevidsthedsniveau, kvalme, opkastninger, lavt blodtryk, langsom puls samt hæmmet vejrtrækning, hvilket kan medføre dødsfald.
Hæmmet vejrtrækning sker hurtigt efter indtag, og 'det gør stofferne ekstremt farlige at indtage', oplyses det.
Tager man stoffet og oplever bivirkninger, skal man ringe efter en ambulance med det samme.