Efter en kalorietung december plejer mange danskere at udskifte marcipan med magre madvarer.

Men intet er, som det plejer, for tiden, og det gælder også for den traditionsrige sunde januar.

Hos detailkæden Rema 1000 mærker de tydeligt, at danskerne hellere vil have kage end kål. Det fortæller kommunikationschef Jonas Schrøder.

»Vi ser en markant stigning på madvarer, der hører til i hyggekategorien. Det er sådan noget som slik, kager og alkohol og faktisk også en del mere kød, der kommer på bordet i disse dage,« fortæller han.

Det er ikke en adfærd, der kommer specielt meget bag på kæden, for det var nogenlunde samme adfærd, der gjorde sig gældende under nedlukningen i foråret. Men noget tyder på, at danskerne har brug for at forsøde tilværelsen ekstra meget denne gang.

»Hvis vi sammenligner med foråret, så sælger vi markant mere denne gang,« siger Jonas Schrøder.

Han vil dog ikke uddybe, hvilken vare der sælger mest.

»Men det er sådan noget som chokolade og vingummier. Og så er ingredienser til kagebagning også et stort hit,« lyder det.

Og danskernes stigende trang til søde sager er ikke en tendens, der kommer bag på trendforsker og stifter af Pej Gruppen Louise Byg Kongsholm.

»Livet er jævnt kedeligt lige nu og en lille smule farligt, og så finder man jo trøst andre steder. Vi er gået fra, at fredag og lørdag var der, hvor man smovsede, til, at man nu gør det hele ugen,« siger hun.

Derudover er både fredagsbarer og restauranter lukket ned, så derfor rykker man hyggen hjem i stuerne i stedet. At det ifølge Rema 1000's tal sker oftere nu end i foråret, er heller ikke overraskende, mener hun.

»Nedlukningen denne gang er jo kombineret med corona-metaltræthed. Det, der oprindeligt var tænkt som en sprint, er blevet til et maraton. Derudover er det vinter, det er koldt, og det blæser. Så er der ikke andet for end at smovse,« siger Louise Byg Kongsholm.

Hun forudser dog, at der bliver rift om løbebåndet i fitnesscentrene, når de åbner igen.

»Lige nu er folk ligeglade med, om de bare skovler ind, for de skal ikke i festtøjet alligevel. Men den bekymring kommer vi til at døje med, når Danmark åbner igen,« lyder det fra trendforskeren.