Et år efter indvielsen af Danmarks første naturnationalpark er området i Fussingø i Randers i synlig forandring.

Det skriver Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.

Blandt andet findes der flere spor efter græssende dyr, mens vandet igen løber i små vandløb. Også flere døde træer, som bliver liggende i skovbunden, er tegn på udvikling, lyder det.

Den forandrede natur kan man selv opleve på årsdagen for indvielsen den 21. juni.

Her inviterer Naturstyrelsen og Statens Naturhistoriske Museum familier til at gå på opdagelse i naturparkens omkring 800 hektar.

Naturnationalpark Fussingø er et af i alt 15 statsejede naturområder, der skal hjælpe biodiversiteten i Danmark ved at fremme vild natur.

/ritzau/