Sultne orme efterlader kæmperegning på 26 millioner kroner
Havnepælene i en lystbådehavn er gennem de sidste 15 år blevet raseret af pæleorme. Det efterlader kæmperegning til kommunen.

Havnepælene i en lystbådehavn er gennem de sidste 15 år blevet raseret af pæleorme. Det efterlader kæmperegning til kommunen.

Vejle Lystbådehavn er plaget af pæleorme, der spiser pælene, som havnen står på.
Det skriver DR.
Tilstanden på pælene i den 15 år gamle havn blev opdaget via en dykkerinspektion i 2024.
»Det kommer bag på os, for det er en meget robust træsort, som man nogle steder ser stå i over 50 år,« siger mobilitetschef i Vejle Kommune, Paw Bro Larsen til DR.
Det er ikke kun pælene, der er under angreb fra orme. Også den skærm, der skal forhindre, at sand og andre ting lægger sig i havnen, er blevet ramt af ormene.
Pæleormene ødelægger havnepælene ved at grave gange gennem træet under vandet, hvilket gør det porøst og usikkert.
Derfor står Vejle Kommune nu med noget af en regning for at udskifte de ormespiste træpæle.
Det kommer ifølge Paw Bro Larsen til at koste 26 millioner kroner at udskifte dem til betonpæle.
Her skal kommunen betale de første 20 millioner kroner, mens Vejle Lystbådehavn skal finansiere de resterende seks millioner.
Seniorforsker og konservator ved Nationalmuseet Anne Marie Høier Eriksen forklarer til mediet, at hun ikke er overrasket over, at pælene i Vejle Lystbådehavn er under angreb fra orme.
Ifølge Anne Marie Høier Eriksen kan klimaforandringer og stigende vandtemperaturer være forklaringen til den stigende aktivitet hos ormene.
Stigende havtemperaturer forlænger nemlig den periode, hvor ormene spiser og yngler larver.
Arbejdet med at udskifte pælene i Vejle er gået i gang og forventes færdig til sommer.