Younes Deaibes har haft det meste af sin opvækst i Trillegården. Han har gjort kometkarriere og er nu direktør i landets største pizzakæde, Ild.Pizza.

Han fester og spiser med store stjerner som Rasmus Seebach og 'Aqua-Lene' og bruger en weekend sammen med iværksætter Jacob Risgaard.

Men billederne på Instagram med alle de kendte mennesker har mest været for at skjule, hvordan han i virkeligheden har haft det. Det har været i de perioder, hvor Younes Deaibes har været allermest ked af det, for 2021 har været et rigtig hårdt, men også lærerigt år.

I den kultur, Younes Deaibes kommer fra, ønsker mange forældre, at man bliver enten advokat eller læge, og selvom han er nået langt, så er det vigtigt for ham, at forældrene er stolte af ham.

Foto: Byrd / Louise Stolt Askly
Vis mere

»Jeg vil stadig gerne gøre dem stolte. Jeg droppede ud af universitetet uden at fortælle dem noget i et halvt år. Det var deres store drøm, så jeg havde svært ved at sige det til dem. Da Ild.Pizza så havde syv eller otte steder, fortalte jeg dem, at jeg var droppet ud. Jeg tror stadig, de håber, at jeg får en uddannelse.«

»Jeg er kun 22 år, og jeg har opnået rigtig meget. Jeg tror, at min far har fundet ud af, at jeg har et talent, men jeg tror ikke, at han nogensinde kommer til at acceptere det helt. Hans bekymring er også, at jeg skal blive bedre til at spare penge op, for han har selv mærket, at det hurtigt kan gå galt.«

For Younes Deaibes handler det ikke om penge. Han har det seneste år lært, hvad der i virkeligheden betyder noget.

»Det her år har været hårdt psykisk og arbejdsmæssigt. Livet handler om din familie og at have få gode mennesker omkring dig. Hvis jeg dør i aften, så skal Ild.Pizza nok køre videre, men min familie og tætte venner vil være kede af det resten af livet.«

Foto: Byrd / Louise Stolt Askly
Vis mere

Så nu handler det for Younes Deaibes om at have de rigtige mennesker omkring sig – ikke mange mennesker.

»Jeg har været igennem rigtig meget. Jeg blev kendt som 12-årig. Mange vil være venner med dig, fordi du har klaret dig godt. Jeg er god til at tjekke ind hos mig selv, når jeg er ked af det eller frustreret. Jeg analyser helt ned til mindste detalje. Hvorfor er det, jeg er ked af det? Det gør jeg tit, det har trænet min hjerne til at blive meget analyserende og reflekterende i forhold til mennesker.«

Så sent som dagen før interviewet sad Younes Deaibes derhjemme og græd.

»Der var ikke nogen speciel grund. Jeg hørte Justin Biebers sang 'Lonely' for første gang. Jeg kunne bare relatere til den. Det der med at blive kendt og få penge i en ung alder er ikke altid sundt. Man kan nemt føle sig alene. Jeg tænkte over, hvem jeg ville ringe til, hvis det går galt. Jeg kunne ikke nævne mere end fire-fem navne.«

Foto: Byrd / Louise Stolt Askly
Vis mere

»Jeg husker at være ydmyg og have begge ben på jorden. Jeg vil gerne bruge min succes til at inspirere unge mennesker. De tidspunkter, hvor jeg har vist mest på Instagram, hvor godt det går, er de perioder, hvor jeg har været mest ked af det. Alle har forventninger til mig. Det kan være hårdt psykisk.«

Han holder benene på jorden ved at komme hjem til Trillegården og tale med sine venner fra barndommen, for stoltheden over ham hos drengene i Brabrand og Trillegården er noget af det, der betyder allermest for ham.

»Det største er at se, at de her drenge i Trillegården er stolte af mig, og jeg gør meget for ikke at glemme dem. Nytårsaften 2020 havde nogle af de unge derude delt et opslag, hvor de skrev, at det største for dem det år var, at de havde set, jeg havde fået succes. Der var jeg virkelig rørt.«

I dag har Younes Deaibes det meget bedre end for et par måneder siden, på trods af at han stadig kan græde af og til.

»Jeg har det godt. Jeg kan mærke mig selv. Jeg har en ro, jeg ikke har mærket i lang tid. Hjertet slår, og det er afslappet. Jeg glæder mig meget til det nye år, og jeg har lært meget. Det er sundt at få modstand og nedture, men man skal huske at tjekke ind hos sig selv.«