Produktionen af grise styrtdykker for tiden.
Faktisk er produktionen nu på det laveste niveau i nyere tid. Det skriver erhvervsmediet Finans.
Blandt andet viser nye opgørelser fra Danmarks Statistik, at bestanden af grise det seneste kvartal er faldet til 10,7 millioner.
Det er ifølge Finans et markant fald, som samtidig markerer det laveste niveau i nyere tid.
»Jeg er alvorligt bekymret for, at vi kommer til at se lukning af flere slagterier, og det kan også ramme Tican (dansk fødevarevirksomhed, red.),« lyder det fra Jeppe Bloch Nielsen, der er formand i Landsforeningen af Danske Svineproducenter, til erhvervsmediet.
Det har også allerede fået konsekvenser, hvilket man så i april, da Danish Crown annoncerede, at 800 ansatte stod til at miste deres arbejde, fordi koncernens slagteri i Sæby lukker.
Dengang blev det meldt ud, at lukningen skyldtes, at antallet af grise til slagtning i Danmark var faldet med mere end ti procent det seneste år.
Bestyrelsen så derfor ingen anden udvej end at indstille et af koncernens seks griseslagterier i Danmark til lukning, lød det:
»Vi står i øjeblikket med en overkapacitet, der på årsbasis koster os over 300 millioner kroner, og det vil være uansvarligt over for virksomheden og vores ejere ikke at tage de nødvendige skridt for at løse den udfordring,« forklarede produktionsdirektør Per Laursen dengang.
Bestanden af grise i Danmark var ved årets begyndelse på 11,5 millioner, fremgår det af den tidligere opgørelse hos Danmarks Statistik.
Det var samtidig 1,6 millioner færre end på samme tidspunkt sidste år.
Det gjorde allerede dengang bestanden til den laveste i 25 år.
»Nedgangen i svinebestanden skyldes dårlig økonomi i produktionen, som har betydet, at flere producenter lukker produktionen helt eller delvist, mens andre producenter vælger perioden til at sanere deres besætninger for sygdomme som PRRS (en smitsom virusinfektion i luftvejssystemet, der kan ramme alle grise, red.),« lød det dengang fra Danmarks Statistik.