»Alzheimerforeningen får stadig henvendelser fra pårørende og beboere om urimelige og ulovlige besøgsrestriktioner i visse kommuner. Der hersker også stor forvirring, om hvordan besøgsrestriktionerne skal fortolkes.«
Sådan lyder det i et brev til Styrelsen for Patientsikkerhed fra Alzheimerforeningen dateret 2. november 2020 vedrørende besøgsrestriktioner indført på grund af corona-smitte, som B.T. har set.
»Det er bekymrende, hvis vi har en praksis ude i kommunerne, hvor de gennemfører restriktioner, der er mere vidtgående, end det loven tillader. Vi har desværre konkrete eksempler på, at demente er kommet alvorligt til skade, fordi kommunen har indført restriktioner, som ikke er lovlige,« siger Nis Peter Nissen.
På grund af restriktionerne bliver de ældre desuden mere ensomme, får det fysisk værre, husker dårligere og får sværere ved at kommunikere, viser en ny rapport fra Alzheimerforeningen om coronas konsekvenser for de demente.
»Vi kan se, at deres helbredstilstand bliver væsentligt forværret, når de pårørende ikke er der til at holde modet oppe, gå ture med dem og være med til at sørge for, at hygiejnen er i orden,« siger Nis Peter Nissen.
I oktober undersøgte foreningen besøgsrestriktionerne på plejehjem, fremgår det af et notat. Undersøgelsen viste blandt andet, at i syv ud af ti kommuner, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed har udstedt et midlertidigt påbud, var oplysningerne ikke fyldestgørende, indeholdt ikke hele omfanget af påbuddet – herunder de undtagelser, der er gældende – eller havde direkte forkerte oplysninger.
Styrelsen for Patientsikkerhed skriver til Alzheimerforeningen, at de nu vil indskærpe over for kommunerne, at borgerne og pårørende skal have bedre mulighed for at få overblik over, hvad der gælder i deres kommune og på deres plejecenter.
»Kommunerne skal offentliggøre det, når de fastsætter restriktioner eller forbud på baggrund af et påbud fra os. Vi har derfor i dag gentaget vores oplysning om denne forpligtelse,« skriver Styrelsen i et brev til Alzheimerforeningen 6. november.

I samme brev oplyser styrelsen, at det kun er dem, der kan udstede påbud om besøgsrestriktioner eller besøgsforbud på plejehjem og sygehuse mv. – og ikke kommunen selv.
Det glæder Nis Peter Nissen, at Styrelsen vil indskærpe reglerne over for kommunerne.
»Vi kan jo se, at covid-19 vil være i vores samfund længe endnu, derfor er det afgørende at holde fast i, at plejehjemsbeboere fortsat skal have lov til at se deres pårørende,« siger han.
Sundhedsordfører hos SF Kirsten Normann Andersen har netop indkaldt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i et samråd for at spørge til, hvordan han vil sikre, at nedlukningen på grund af covid-19 ikke har så store konsekvenser for borgere med demens.
»Jeg er med på, at vi skal passe på de ældre og undgå smitte. Men jeg synes, ministeren er for defensiv i forhold til at dæmme op for nogle af de alvorlige følgevirkninger, der opstår på baggrund af besøgsrestriktionerne både for de ældre og for de pårørende. Vi går en vinter og en julemåned i møde, hvor vi skal finde en anden måde at gøre det på,« siger hun.