Tirsdag blev Nykøbing Sjælland svømmehal lukket med øjeblikkelig virkning, da man fandt legionella-bakterier i brusehovederne i omklædningen.

Nu advarer Styrelsen for Patientsikkerhed folk, der har gæstet svømmehallen.

TV 2 Øst, der har fulgt sagen, skriver, at bakterien blev fundet i en vandprøve, der blev lavet op til jul i 2022.

Man lavede prøven, efter en gæst i svømmehallen blev testet positiv for legionærsyge, der opstår, hvis man bliver udsat for legionella-bakterien.

Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at borgere, der oplever symptomer, skal kontakte deres egen læge og oplyse, at de har været i svømmehallen.

Desuden oplyser styrelsen, at inkubationstiden er to-ti dage.

»De første symptomer er typisk høj feber, hovedpine og muskelsmerter som ved influenza. I nogle tilfælde ses der opkastning og/eller diarré tidligt i sygdomsforløbet. I løbet af kort tid indtræder tør hoste ofte ledsaget af brystsmerter,« skriver styrelsen i en meddelelse til Odsherred Kommune.

»Sygdommen udvikler sig videre til lungebetændelse med åndedrætsbesvær og ofte med symptomer fra andre organer som centralnervesystemet (konfusion), lever og nyrer. Sygdommen er i de fleste tilfælde meget alvorlig, og langt de fleste patienter, der diagnosticeres, bliver indlagt på sygehus,« lyder det videre.

Torsdag vil Teknologisk Institut gennemgå anlægget i Nykøbing for at finde årsagen til, at bakterien er endt der.

Man vil desuden rådgive i håndtering af rensning og lignende – og så er der bestilt prøver til nærliggende svømme- og idrætshaller.