'De har bedt os om at hjælpe med smitteopsporingen'.

Sådan skriver Københavns Kommune på Twitter torsdag og refererer til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Men lige dét havde styrelsen dog glemt.

Derfor skrev Styrelsen for Patientsikkerhed på Twitter, at man advarede mod svindlere:

'Vi oplever i øjeblikket, at nogle sender sms og ringer ud til borgere og udgiver sig for at være smitteopsporingen,' skrev styrelsen i tweetet, der nu er slettet.

Vedhæftet havde de et billede af en sms, hvor der på både dansk og engelsk blev forklaret, at vedkommende ville kunne forvente et opkald i forbindelse med covid-19 smitteopsporing.

Beskeden blev afsluttet med 'Venlig hilsen Københavns Kommune på vegne af Styrelsen for Patientsikkerhed'.

Alligevel fik det alarmklokkerne hos Styrelsen for Patientsikkerhed til at ringe, der derfor tweetede ud.

Hvem de såkaldte svindlere var, kunne Københavns sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling (SF), dog afsløre i et svar på tweetet.

'Hej venner i @STPS_DK (Styrelsen for Patientsikkerhed red.) det er ikke en fejl - det er bare os i Københavns Kommune, der som aftalt aflaster jer med smitteopsporingen - ring lige en anden gang', skrev hun.

Også Københavns Kommune svarede på tweetet.

'Der er ikke tale om en fejl. Det ER os i kommunen, som sms'er og ringer op. Det gør vi på vegne af @STPS_DK , da de har bedt om at hjælpe med smitteopsporingen. Og det har vi netop mindet styrelsen om.'

Styrelsen for patientsikkerhed ringer altid fra nummeret 32 32 05 11.

Men i nogle tilfælde kan du altså også modtage et opkald fra Københavns Kommune fra et privat nummer. Du vil dog blive advaret en halv time i forvejen på sms, hvor det fremgår, at sms'en er fra netop Københavns Kommune.