Socialstyrelsen har lukket for udbetaling af satspuljemidlerne, der skal hjælpe socialt udsatte.

Det skriver TV2 søndag, der har fået det bekræftet af styrelsen.

Således har flere foreninger ikke modtaget tilskud i oktober, men det fulde omfang har mediet ikke kunnet få oplyst.

Det vides heller ikke, hvornår styrelsen vil genoptage udbetalingerne.

'Vi har desværre set os nødsaget til at lukke det tilskudsadministrative system. Vi er fuldt opmærksomme på de udfordringer, det giver for tilskudsmodtagerne, og arbejder for at kunne åbne systemet (eller dele heraf) så hurtigt som muligt,' skriver Socialstyrelsen i en mail til TV2.

I oktober er det kommet frem, at en 64-årig kvinde er sigtet for at svindle sig til 111 millioner kroner af netop satspuljemidlerne.

Styrelsen vil dog ikke oplyse til TV2, om lukningen skyldes den usædvanlige svindelsag, hvor også tre andre personer er sigtet.

Satspuljen går til indsatser og projekter på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet, der skal forbedre vilkårene for modtagere af overførselsindkomst og svage grupper.

Satspuljen for 2018, som blev forhandlet på plads i november 2017, udgør omkring 770 millioner kroner.

/ritzau/