Styrelse laver nødplan for dansker fra skib med hantavirus
Isoleret dansker, der var om bord på skib med hantavirus, er ikke syg og udgør ingen risiko, siger styrelse.

Isoleret dansker, der var om bord på skib med hantavirus, er ikke syg og udgør ingen risiko, siger styrelse.

En dansker er i selvisolation i Danmark efter at have været om bord på skib med hantavirus, og myndighederne er i kontakt med personen.
Danskeren udviser ikke symptomer, men sker det, vil borgeren blive transporteret til en allerede valgt afdeling på et "relevant" sygehus, som er klar til at tage imod vedkommende.
Det siger Anne Hempel-Jørgensen, som er overlæge ved Styrelsen for Patientsikkerhed.
- Det gør vi på grund af vores forsigtighedshensyn. Der skal være plads på afdelingen, og personen skal i så fald transporteres dertil.
Styrelsen for Patientsikkerhed understreger, at den isolerede dansker ikke er syg og ikke har været i tæt kontakt med smittede personer om bord på krydstogtet. Derfor udgør personen aktuelt ingen risiko for andre.
- Normalt beder vi ikke symptomfrie om at isolere sig, men den her situation er særlig. Derfor vil vi være på den sikre side, siger overlægen.
- Vi følger situationen tæt, og for nu er aftalen, at personen skal være hjemmeisoleret.
Det er ikke fastlagt, hvornår personen kan bryde isolationen.
Styrelsen for Patientsikkerhed er aktuelt i telefonisk kontakt med den isolerede dansker. Personen er blevet "instrueret i sygdommen, og hvad man skal gøre", lyder det. Personen kom tilbage til Danmark i slutningen af april.
Den isolerede dansker stod af krydstogtskibet "Hondius" 24. april på øen Sankt Helena.
Det oplyste operatøren af skibet, Oceanwide Expeditions, tidligere torsdag.
Krydstogtskibet sejlede 1. april fra Ushuaia i det sydlige Argentina mod nord i Atlanterhavet.
Den 6. april blev en 70-årig hollandsk mand syg om bord på skibet. Fem dage senere døde han.
Efterfølgende blev hans hustru, en 69-årig kvinde, utilpas og gik i land.
Hun gik ligesom den danske passager i land på Sankt Helena, som er en britisk ø i Atlanterhavet mellem Sydamerika og Afrika.
Den 69-årige kvinde fløj herefter til Sydafrika, hvor hun 26. april døde på et hospital i Johannesburg.
Det blev efterfølgende konstateret, at både manden og kvinden havde hantavirus.
Siden fik en tysk kvinde symptomer. Hun døde 2. maj om bord på skibet. Kvindens alder er ikke blevet offentliggjort.
/ritzau/