Trafikstyrelsen har fået 22 ansøgninger om droneflyvning, hvoraf 16 er blevet behandlet.
Trafikstyrelsen har givet tre dispensationer fra et aktuelt forbud mod civil droneflyvning.
Det oplyser styrelsen i en mail til Ritzau onsdag.
Der er modtaget 22 ansøgninger, hvoraf 16 er blevet behandlet. Her er der indtil videre givet 13 afslag og 3 godkendelser.
Styrelsen ønsker ikke at udtale sig om, hvem der har fået dispensation.
Forbuddet mod al civil droneflyvning trådte i kraft 29. september og varer frem til fredag 3. oktober, i forbindelse med at Danmark er vært for et EU-topmøde.
Tirsdag lød meldingen, at der var givet en enkelt dispensation ud af 30 ansøgninger.
Det samlede antal af ansøgninger er blevet justeret, da enkelte har indsendt den samme ansøgning flere gange, mens andre har trukket deres ansøgninger tilbage, lyder det.
Man kan kun i "særlige tilfælde" blive undtaget for forbuddet mod droneflyvning, fremgår det af Trafikstyrelsens hjemmeside.
- Der bliver lagt vægt på, at der både skal være tale om uopsættelige og samfundsvigtige droneoperationer, før der vil kunne gives dispensation til droneoperationer under flyveforbuddet, lyder det i en udtalelse fra vicedirektør Lars Korsholm på styrelsens hjemmeside.
Trafikstyrelsen forventer som udgangspunkt, at alle ansøgninger vil blive behandlet, inden forbuddet mod droneflyvning ophører.
Forbuddet kommer efter den seneste uges meldinger om uidentificerede droner ved danske lufthavne og militære installationer.
Det er blevet indført for at øge sikkerheden ved europæiske topmøder i København, der finder sted onsdag og torsdag, sagde transportminister Thomas Danielsen (V) til Ritzau søndag.
- Jo færre droner, vi skal forholde os til, desto nemmere er det at håndtere, lød det.
Ved EU-topmødet skal europæiske regeringsledere blandt andet drøfte opførslen af en "dronemur" i det østlige Europa.
/ritzau/