Mindst 20 minutters færden i naturen hver dag giver ikke kun sved på panden. Det kan også være med til at afhjælpe stress. Det skriver tidsskriftet Frontiers in Psychology på baggrund af et nyt studie ifølge Videnskab.dk.

Studiet viser nemlig, at 20 minutters daglig kontakt med naturen kan være med til at sænke stresshormonet kortisol signifikant.

»Vores studie viser, at det største udbytte, når det handler om at reducere stresshormonet kortisol, er at tilbringe 20 til 30 minutter om dagen på et sted, der giver dig en fornemmelse af natur. Det kan enten være siddende eller gående,« fortæller professor MaryCarol Hunter til tidsskriftet Frontiers in Psychology ifølge Videnskab.dk.

Hun er professor på University of Michigan og ledende forfatter på studiet.

Forsøget fandt sted over en periode på otte uger, hvor forsøgspersonerne blev bedt om at tage en såkaldt 'naturpille' (gåtur) mindst tre gange om ugen på mindst 10 minutters varighed.

MaryCarol Hunter og hendes kollegaer testede hveranden uge deltagernes niveau af kortisol i kroppen ved hjælp af spytprøver.

»Deltagerne planlagde selv tidspunktet på dagen, varigheden af gåturen, og hvor den skulle finde sted - så længe deltageren havde en følelse af, at vedkommende interagerede med naturen,« forklarer MaryCarol Hunter til Frontiers in Psychology, skriver Videnskab.dk.

Gåturene skulle foregå i dagslys, deltagerne måtte ikke dyrke motion, og de blev samtidig bedt om at undgå sociale medier, internettet og telefonopkald.

Og resultaterne afslører altså, at blot 20 minutters færden i naturen er med til at sænke niveauet af kortisol markant i kroppen. For de største effekter blev det imidlertid anbefalet, at man øger det til 30 minutter.

Bruger man over de 30 minutter i naturen, begynder resultaterne imidlertid at være mindre markante, men MaryCarol Hunter håber på, at det nye studie kan danne grobund for mere forskning på området.