Når en mand taber til en kvinde - især hvis han forventede at vinde - øger det hans lyst til revanche.

Det fortæller adjunkt Sarah Zaccagni fra Institut for Økonomi på Aarhus BSS ved Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Hun står sammen med kolleger fra Frankrig og Spanien bag ny forskning, som blandt andet har undersøgt, hvordan mænd og kvinder præsterer og reagerer i konkurrencer.

Den videnskabelige artikel er udkommet i tidsskriftet Journal of Behavioral and Experimental Economics.

I et laboratorieeksperiment konkurrerede deltagerne om at lægge fem tocifrede tal sammen.

Inden resultatet blev afsløret, blev deltagerne spurgt til forventningerne til deres egen indsats.

75 procent af mændene svarede, at de forventede, at de havde vundet, mens samme svar lød fra 55 procent af kvinderne.

I eksperimentet skulle deltagerne konkurrere mod en anden deltager.

Efter hver turnering skulle deltagerne vælge, om de ville fortsætte konkurrencen mod samme modstander.

Når mænd, som forventede at vinde, tabte til en kvinde, steg deres villighed til at konkurrere igen.

Ifølge studiets konklusion kan villigheden være drevet af psykologiske faktorer som skam, hævn eller stolthed.

Når mænd havde vundet over en kvinde, havde de mindre lyst til at konkurrere mod hende igen, sammenlignet med hvis de vandt over en anden mand.

- Jeg vil helst ikke bruge ordet stædighed, men mænd har et større behov end kvinder for at trække sejren hjem. Det virker, som om mænd ikke bryder sig om at tabe til kvinder, siger Sarah Zaccagni i pressemeddelelsen.

Når mænd, som forskerne i studiet kalder for "selvovervurderende", tabte til kvinder, forbedrede de deres præstation i den efterfølgende runde.

- En plausibel forklaring på disse resultater kunne være, at mænd tidligere har opbygget et ry for at sejre over kvinder, lyder det.

/ritzau/