Professor understreger, at det er for tidligt at drage konklusioner om AstraZeneca-vaccines bivirkninger.

Det er ud fra et igangværende dansk forskningsprojekt endnu ikke muligt at konkludere noget om bivirkninger ved AstraZenecas coronavaccine.

Dermed kan man heller ikke sige, at alle modtagere af vaccinen har oplevet ændringer i deres blodplader. Det er ellers blevet antydet af formanden for Dansk Selskab for Almen Medicin, Anders Beich, i en artikel i Politiken.

Det er for tidligt at drage konklusioner på området, understreger Lars Østergaard. Han er ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital i Skejby, professor på Aarhus Universitet og med til at gennemføre studiet, som blev omtalt i artiklen.

- På baggrund af data fra studiet kan man ikke sige noget om risikoen ved AstraZeneca-vaccinen - endnu.

- Man kan faktisk ikke rigtigt sige noget endnu. Det er det, vi prøver på at forklare, siger Lars Østergaard.

Studiet går under navnet Enforce. Det undersøger effekten og sikkerheden af de tilgængelige coronavacciner. 10.000 mennesker deltager i studiet, men det er kun 55 personer vaccineret med AstraZeneca-vaccinen, der har fået undersøgt tegn på ændringer i blodpladerne.

Ændringer i blodpladeniveauet kan føre til blodpropper. Blodplader er det stof i blodet, som gør, at blodet kan størkne.

Ifølge Lars Østergaard viser studiets foreløbige resultater ikke, at hver enkelt af de AstraZeneca-vaccinerede havde ændringer i deres blodplader. I gennemsnit havde testpersonerne dog en øget forekomst af en specifik markør, der kan have en sammenhæng med blodpropaktivering.

Lars Østergaard mener, at "denne foreløbige observation giver anledning til en nærmere videnskabelig granskning. Men fundet i sig selv giver ikke en afklaring af bivirkningsmekanismer eller bivirkningshyppighed ved AstraZeneca-vaccinen".

Anders Beich fortæller, at hans bevæggrund for at medvirke i artiklen i Politiken ikke var at fortælle om studiet. Han ville sætte fokus på, at vi generelt ikke ved nok om bivirkningerne ved AstraZeneca-vaccinen.

- Usikkerheden om de her bivirkninger skal komme patienterne til gode, mener Anders Beich.

Han er stærkt kritisk over for, at AstraZenecas vaccine skal tilbydes borgere i Danmark i en tilvalgsordning.

Vaccinen er blevet skrottet fra det generelle vaccinationsprogram på grund af alvorlige, men sjældne bivirkninger.

/ritzau/