Trods SU og gratis uddannelse er Danmark ikke bedre til at skabe større social mobilitet end USA.

I to årtier er det gået den forkerte vej i Danmark i forhold til at bryde den sociale arv.

Det viser nye tal ifølge Berlingske.

Modsat tidligere følger børn i højere grad i forældrenes fodspor, når det gælder uddannelse.

Trods gratis uddannelse, et relativt generøst SU-system og masser af tiltag for at få alle med, er Danmark ikke bedre til at skabe større social mobilitet gennem uddannelse end USA.

Sådan lyder den overraskende konklusion i et nyt studie.

Bag studiet er forskerne Kristian Bernt Karlson og Rasmus Landersø fra henholdsvis Københavns Universitet og Rockwool Fondens Forskningsenhed.

Ifølge forskningsleder Rasmus Landersø sætter studiet spørgsmålstegn ved den danske selvforståelse af vores uddannelsessystem.

- Der er en stor fortælling om det danske uddannelsessystem, som også bliver portrætteret vidt og bredt i andre lande. Men det er bygget op omkring, hvordan vi klarede os for 10-20-30 år siden, hvor vi i høj grad brød den sociale arv, siger Rasmus Landersø til Berlingske

- Nu er det gået den anden vej, vi ligger på linje med andre lande og er ikke længere unikke på trods af de mange tiltag, vi har indført, og som på papiret skulle give større social mobilitet, siger han videre.

I studiet har de to forskere kortlagt uddannelserne for fødselsårgange i 76 år fra dem, der blev født i 1911, til årgangen født i 1987.

Den sociale mobilitet har de fundet frem til ved at sammenkæde oplysninger om børns og forældres uddannelse fra spørgeskemaundersøgelser og registerdata.

Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker i AE-Rådet, genkender tendenserne. Hun mener også, at Danmark bliver mere og mere opdelt.

Forskerne bag studiet vurderer, at opdelingen kan aflæses helt ned i børnehaven og ved de første nationale test i anden klasse.

/ritzau/