'SU'en skal fordobles.'

Så kort og simpelt lyder det fra den universitetsstuderende Jens Philip Yazdani. Det er dog langtfra en holdning, alle deler. Og det har han fået at mærke på sociale medier.

Det er sket, efter hans indlæg med hans holdning er blevet bragt i Jyllands-Posten.

I indlægget beskriver Jens Philip Yazdani, der studerer persisk ved Københavns Universitet og tidligere var formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, hvordan mere end 100.000 danske studerende lever i relativ fattigdom.

»Jeg har mange venner, der er studerende og ikke kan få enderne til at mødes. Det kan enten være, de dropper tandplejen eller ikke kan betale huslejen. Det er uværdigt for et rigt samfund som Danmark, at studerende skal leve i relativ fattigdom, mens de tager deres uddannelse,« siger Jens Philip Yazdani til B.T.

Han mener derfor, at den danske stat skal sætte SU'en op til det dobbelte af den sats, der er i dag.

Dermed ville de studerende kunne have et fuldtidsstudie uden at skulle finde penge et andet sted fra, mener han.

Kan man som studerende ikke tage et arbejde eller et lån ved siden af studiet?

»Det kan nogle studerende godt. Men hvis man har et fuldtidsstudie og samtidig skal arbejde 13 timer ved siden af for at få økonomien til at hænge sammen, så bliver det 50 timers arbejdsuge bare for at leve på allermindste minimum. Og et SU-lån er reelt bare et forbrugslån, selvom det er billigt. Og langt de fleste bankrådgivere vil nok fraråde, at man tager et forbrugslån og derved sætter sig selv i gæld,« siger Jens Philip Yazdani.

Der er mange andre steder i verden, hvor studerende selv må betale deres uddannelse og ikke får SU. Er det ikke bare en forkælet holdning, du har?

»At det er værre andre steder, betyder jo ikke, at det ikke kan blive bedre her. Jeg synes, vi skal stræbe efter det allerbedste, når vi er så rigt et samfund, som vi er.«

Når man studerer, resulterer det for manges vedkommende i et job og en god løn efterfølgende. Er det ikke bare noget, man må acceptere?

»Hvorfor skal man leve fattigt i nogle år for at kunne leve fedt senere i livet? Var det ikke federe, hvis man havde lidt flere penge, mens man studerer? 111.000 danske studerende lever ifølge tal fra Danmarks Statistik i relativ fattigdom. Det kan vi gøre bedre.«

Ved siden af sit studie ved Københavns Universitet er Jens Philip Yazdani radiovært på Radio4.

Og det var i den egenskab, han bad Danmarks Statistik trække tal for, hvor mange studerende der lever under den officielle fattigdomsgrænse.

Danmarks Statistik har normalt tal, der viser, hvor mange danskere der lever i fattigdom. Men her inkluderes studerende ikke.

Det skyldes, at studerendes situation anses som værende selvvalgt og midlertidig.

Hans indlæg i Jyllands-Posten har fået debatten til at rase på sociale medier.

Blandt andre har Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, delt indlægget, som han mener er et udtryk for, at en 'ressourcestærk og privilegeret' gruppe fremstiller sig selv som 'stakler'.

»Jeg har godt lagt mærke til, at mange er uenige i min holdning, som de mener er pjattet og forkælet. Men de har i mine øjne ideologiske skyklapper på. Lad os i stedet tage en seriøs diskussion om, at 111.000 danske studerende lever i relativ fattigdom,« siger Jens Philip Yazdani.