I denne uge skulle Oliver Bech være startet i praktik på en skole i Holte som led i sin læreruddannelse.

Men den plan er nu sat på pause grundet en alvorlig fejl i Kriminalregisteret, der blandt andet har medført, at udstedelsen af børneattester er sat på pause.

Og disse attester er påkrævet, før de studerende kan starte i praktik.

Til DR kalder Oliver Bech situationen for »frustrerende«, og han er langt fra den eneste, der er ramt af problemerne hos Kriminalregisteret.

Organisation for Professionshøjskolestuderende oplyser til mediet, at mellem 2.000 og 3.000 studerende på professionshøjskoler er berørt.

Alene på Københavns Professionshøjskole skulle 1.400 studerende være startet i praktik i denne uge, men flere hundrede er forhindret.

»Det er en frygtelig ærgerlig situation,« siger Søren Eriksen, der er ressourcedirektør på Københavns Professionshøjskole.

Rigspolitiet oplyser til DR, at problemet forventes at være løst »inden for kort tid«.

Det var i starten af måneden, at rigspolitichef Lasse Boje fortalte, at Rigspolitiet havde opdaget, at nogle oplysninger fejlagtigt var blevet slettet i Det Centrale Kriminalregister.

»Det er meget alvorligt, at der er fejl i Kriminalregistreret, fordi Kriminalregistret er centralt for håndteringen af lovovertrædelser og kriminelle sager i Danmark,« sagde han i den forbindelse.

Det var i juni, at slettefejlen blev opdaget.

Den har ligeledes haft betydning for sager om indfødsret samt ansøgninger om familiesammenføring og permanent ophold, som er blevet sat i bero.