Togtrafikken mellem Slagelse og Ringsted er aflyst indtil klokken seks mandag.

Det skriver Banedanmark på X.

Banedanmark skriver, at det skyldes "omfattende skader på kørestrømsanlægget ved Sorø".

Tidligere søndag lød det, at en strømaftager oven på et tog mentes at have viklet sig ind i en køreledning mellem Sorø og Slagelse søndag.

En strømaftager, også kaldet en pantograf, sidder på toppen af et tog og fører strømmen til togets motorer.

I samme ombæring lød det fra Banedanmark, at planen var, at toget skulle tømmes for passagerer.

DSB oplyste omkring klokken 15.20 til Ritzau, at toget endnu ikke var tømt.

Der er togbusser ved Ringsted, Sorø og Slagelse, men DSB har haft problemer med at skaffe nok, hvorfor det anbefaler at søge alternative transportformer.

Til TV 2 fortæller informationschef i DSB Tony Bispeskov, at man har kunnet skaffe 22 togbusser indtil videre.

Ritzau forsøger at få uddybet, hvad de omfattende skader omhandler, og hvordan man skal forholde sig som passager.

/ritzau/