Det er en hård tid, mange danskere går igennem i øjeblikket, hvor coronavirussen har lukket landet ned. Noget, der blandt andet har betydet, at tusindvis har mistet deres job og faste indkomst.

Heldigvis har mange danskere valgt at stå sammen i denne svære tid, og det har den 32-årige danske rapper Mc. Phony – også kendt som 'Lokumspoeten' – nydt godt af.

Han sidder fængslet på 12. år, mens hans kæreste og deres børn forsøger at få hverdagen til at fungere udenfor.

Og det har været en yderst svær omgang den seneste tid, hvor den dødelige virus blandt andet har medført, at Lokumspoetens kæreste er røget på kontanthjælp, hvilket har betydet, at familiens konti allerede røg i minus den 1. april – inden alle månedens regninger var betalt.

Den pressede økonomi fik 'Lokumspoeten' til at skrive ovenstående opslag på Twitter.

Opslaget skrev han den 1. april, og allerede få timer efter havde en god samaritaner oprettet en indsamling til familien.

'Hey Twitterfolks. Vi plejer at være pisse gavmilde, når folk er i knæ. Kunne vi ikke liiiiige finde 20 mand, der smed en 50'er hver til fyren her,' lød det i det oprindelige opslag.

Opslaget fik lynhurtigt ben at gå på, og ganske kort tid efter havde flere andre godhjertede danskerne delt screenshots af kvitteringer af MobilePay-overførsler til 'Lokumspoeten'.

»Det er ekstremt fedt, at der findes mennesker derude i dagens Danmark, som har overskud og hjerterum til at være der for andre i en tid, hvor hele verden er i kæmpekrise,« siger rapperen, der sidder fængslet på ubestemt tid, men som af private årsager ikke har lyst til at dele detaljer om sin dom.

»Min familie og jeg lever et specielt liv, fordi jeg sidder i fængsel, så det kan godt være ekstra svært i sådan en krise her, hvor jeg ikke selv har mulighed for at hjælpe dem. Men det er de vilkår, vi nu engang har at leve under, og sådan er det bare,« fortsætter han.

'Lokumspoeten' fortæller endvidere, at han har modtaget omkring 5.000 kroner fra fremmede Twitter-brugere, som har haft lyst til at hjælpe ham og hans familie.

De 5.000 kroner har betydet, at familien har kunnet betale samtlige regninger for april, og han har derfor valgt at bede stifteren af indsamlingen om at lukke den ned igen.

»Vores regninger er betalt, og jeg vil ikke udnytte folks gode hjerter. Vi skal nok selv finde ud af resten,« siger han og fortæller, hvor taknemmelig og overrasket han blev over reaktionen på sine opslag:

»Det var overhovedet ikke meningen, at folk skulle overføre penge til mig. Jeg syntes bare, at det hele var noget lort, og jeg havde brug for at klynke og brokke mig lidt, men så var folk pludselige så skidesøde. Det er stort. Det havde jeg slet ikke forventet.«

'Lokumspoeten' har af private årsager ønsket ikke at dele sit fulde navn. B.T. er dog bekendt med hans identitet.

B.T. har været i kontakt med manden bag indsamlingen, som dog ikke ønsker at medvirke i et interview.

En af dem, der har overført penge, er 33-årige Patrick Skaaning, der ligesom 'Lokumspoeten' oprindeligt kommer fra Lolland.

I modsætning til de fleste andre, som har doneret 50 kroner, valgte han at overføre hele 200 kroner.

'Jeg gjorde det, fordi jeg synes, det er ærgerligt, at der er nogle, der allerede den første skal stå uden penge på kontoen. Når man så også kan se og læse, at der er børn involveret, er det endnu værre læsning,' skriver han i en besked til B.T.

'Grundet disse coronatider er mit eget forbrug faldet en del, og derfor har jeg også lidt ekstra på kistebunden. Så kan jeg nok godt lige droppe den ekstra flaske vin og så støtte et sted, hvor de gør mere gavn,' fortsætter han.

En anden, der har doneret, er Anna Skarum fra Nørrebro, som har doneret i alt 100 kroner.

Hun har valgt at hjælpe, fordi hun har fulgt 'Lokumspoeten' på Twitter over længere tid og derigennem opfatter ham som et 'sødt og ordentligt menneske'.

'Jeg ved fra egen erfaring, hvor svært det er at føle sig hjælpeløs, og hvor svært det er at bede om hjælp. Men jeg ved også, hvor stort det er, når man får den. Og hvor stor en gave det faktisk er at kunne hjælpe andre,' siger hun og fortsætter:

'Det er jo et kæmpe privilegium at kunne overføre 100 kroner til en anden, når man rent faktisk kan undvære dem, og de betyder så meget et andet sted. Så man bliver også mindet om, hvor taknemmelig man skal være for det, man har. Ingen kan hjælpe alle, men alle kan gøre lidt for nogen. Og hvis vi alle sammen gør det, vi hver især kan, så bliver det til uendeligt meget.'

Herunder kan du se en række opslag fra Twitter-brugere, der har valgt at donere penge til 'Lokumspoeten':