En overenskomststridig strejke i Københavns lufthavnen onsdag er nu overstået.

Det oplyser formand for 3F Kastrup Henrik Bay Clausen ude foran arbejdsretten i København til den fremmødte presse.

Henrik Bay Clausen fortæller, at 3F nu har givet deres medlemmer et påbud, og at medlemmerne derfor er i færd med at genoptage arbejdet.

3F-formanden stiller sig ganske uforstående overfor medlemmernes opførsel.

»Jeg har aldrig oplevet sådan noget før, og jeg håber ikke, jeg kommer til at opleve det igen,« siger han.

Arbejdet blev nedlagt onsdag kort efter klokken 13. Det var tredje gang i september, at bagagemedarbejdere fra 3F har nedlagt arbejdet.

Årsagen er medarbejdernes utilfredshed med en vikar, der ikke er medlem af 3F. Vedkommende er ingeniør og er i stedet medlem af ingeniørernes fagforening, IDA.

Da vikaren onsdag mødte ind på arbejde, nedlagde 150 bagagemedarbejdere deres arbejde.

Onsdag måtte Københavns Lufthavn skrive til rejsende på lufthavnens hjemmeside, at der kunne 'forekomme moderate forsinkelser hos de flyselskaber, der får håndteret bagage af SGH (SAS Ground Handling,red.)

Ifølge Henrik Bay Clausen bliver der stillet bod i udsigt til SAS grundet medlemmernes arbejdsnedlæggelse.