Lokoførere har mandag morgen nedlagt arbejdet. Det betyder, at der lige nu ikke kører S-tog i Storkøbenhavn, ligesom der heller ikke kører almindelige tog øst for Odense.
Det har ført til, at DSB har bedt om et møde i Arbejdsretten, da man mener, at lokoførernes arbejdsnedlæggelser er overenskomststridige.
»Det er beklageligt, at vores kunder bliver taget som gidsler i en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse,« siger administrerende direktør i DSB, Flemming Jensen, i en pressemeddelelse.
De manglende tog har også lagt et ekstra stort pres på vejene, oplyser Trafikken Hovedstaden på Twitter:
'Både de store indfaldsveje mod hovedstaden samt de større veje inde i København er godt pakkede her til morgen. Så kør i god tid - eller endnu bedre, tag cyklen hvis du kan,' lyder opfordringen.
Derudover har der ifølge Københavns Politi også holdt omkring otte lastbiler og spærret for bustrafikken foran Hovedbanegården i København i sympati med arbejdsnedlæggelsen. Det oplyser vagtchef Michael Andersen fra Københavns Politi.
B.T.'s reporter på stedet oplyser, at lastbilerne ved 9.45-tiden har forladt området igen, efter de havde holdt der en halv times tid.
Ifølge Tony Bispeskov, der er informationschef i DSB, er det usikkert, hvornår togene vil køre igen:
»Der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Og det er i sagens natur svært at sige, hvornår lokomotivførerne genoptager arbejdet,« sagde han tidligere mandag morgen Ritzau.
»Ved sekstiden har vi indstillet togtrafikken øst for Odense. Så vi kører ikke tog øst for Odense og hele Sjælland - hverken S-tog eller fjern- og regionaltog,« fortæller han videre.
Togene på Fyn og i Jylland kører fortsat, selvom de ikke længere kører på Sjælland og Falster.
Tony Bispeskov opfordrer alle passagerer til at holde sig opdateret online og til at forsøge at finde alternative transportformer som for eksempel bus eller metro.
Der vil ikke blive indsat togbusser som erstatning for togene, da der 'ganske enkelt ikke er det antal busser i landet til, at vi kan finde en fornuftig løsning i den her situation', fortæller informationschefen.
Han understreger dog, at rejsetidsgarantien fortsat gælder.
Arbejdsnedlæggelsen kommer efter længere tids konflikt mellem lokomotivførerne og DSB. Konflikten skyldes blandt andet, at DSB har opsagt en række lokalaftaler om arbejdstid.
Senest har DSB ønsket antallet af tillidsfolk reduceret markant, og i november gik Dansk Jernbaneforbund med til at gå fra 99 til 41 tillidsrepræsentanter.
Men fordi de øvrige aftaler om DSB-medarbejdernes fremtidige vilkår ikke er på plads, har forbundet endnu ikke villet skrive under på aftalen om færre tillidsfolk.
Aftalen skulle ellers træde i kraft 1. april.
Den manglende aftale og usikkerheden om tillidsfolkene fik ifølge Avisen.dk angiveligt DSB-ansatte til i en pressemeddelelse at varsle arbejdsnedlæggelse mandag.