Strejke: Annelises operation udskudt igen


Annelise Jespersen fra Brande havde set frem til, at hun på torsdag skulle have en ny hofte. Men da hun mandag gik på sin e-boks opdagede hun, at operationen var udskudt. Igen.
Det er nemlig anden gang, at den igangværende strejke blandt landets sygeplejersker udskyder hendes operation.
»Aii, for pokker da. Jeg troede lige den var der,« lyder den umiddelbare reaktion fra Annelise Jespersen.
Hun er ærgerlig over, at operationen bliver udsat en gang til, men har også forståelse for sygeplejerskernes konflikt.
Konflikten blandt landets sygeplejersker har varet siden den 19. juni, hvor 5.400 sygeplejersker blev udtaget til at strejke. Antallet blev senere justeret ned, da det flere steder ikke var muligt at etablere et nødberedskab.
Siden da er konflikten udvidet af flere omgange. Senest tirsdag hvor yderligere 700 sygeplejersker blev udtaget til at strejke.
»Jeg synes, det er smadderærgerligt. Men der er jo ikke rigtig noget at gøre ved det,« siger Annelise Jespersen.
Annelise Jespersen har slidgigt og blev i maj henvist til operation. En operation der efter planen skulle finde sted sidst i juni. Men den operation blev udsat til torsdag i denne uge. Og nu er også den operation udsat. Denne gang til den 21. september.
»Jeg kan godt gå og passe mit job i Røde Kors, men jeg er ærgerlig over, at jeg bliver udsat en gang til. Det har jo ikke nogen konsekvenser udover, at jeg er nødt til at tage morfin og smertestillende.«
Den seneste opgørelse fra landets fem regioner viser, at 48.307 behandlinger eller aktiviteter for patienter er blevet udskudt siden strejken blev indledt.