»Jeg oprettede et gratis abonnement og opsagde perioden inden fristen. Jeg har nu opdaget, at de har trukket penge hver måned fra juli til oktober.«

Sådan lyder én ud af utallige dårlige oplevelser, som danske kunder det seneste år har oplevet med streamingtjenesten Amazon Prime Video.

B.T. har været i kontakt med flere af kunderne, der samstemmigt fortæller, hvordan de har oprettet et gratis abonnement og herefter opsagt det, men at Amazon efterfølgende er blevet ved med at trække penge fra deres konti.

Og i et febrilsk forsøg på at stoppe betalingerne har flere følt sig nødsaget til at spærre deres kreditkort, da kundeservicen ifølge dem har været »ikke-eksisterende.«

Én af dem er Joakim Alexander Damgaard Simonsen. 

Han fortæller til B.T., at han fuldstændig har mistet tiltroen til den amerikanske streaming-gigant, og at han ligesom en række af andre danskere har brugt uendelige mængder tid på at komme ud af kløerne på Amazon.

Joakim Alexander Damgaard Simonsen
Joakim Alexander Damgaard Simonsen Foto: Privat

»Jeg kunne se, at de havde en gratis prøveperiode uden nogen binding, og så på femtedagen gik jeg ind og opsagde det. To timer efter kunne jeg ikke logge ind med min e-mail, og så kunne jeg se at de havde trukket pengene for næste måned,« siger Joakim Alexander Damgaard Simonsen.

»Jeg gik ind på alle mulige forskellige servere, App Store blandt andet, og nu har jeg så deaktiveret min konto, så nu må vi se, om de stadig har tænkt sig at trække penge for næste måned.«

Og Joakim Alexander Simonesen er ikke alene. 

På Trustpilot, hvor danskerne kan anmelde virksomheder, er kritikken haglet ned over streamingtjenesten.

En skriver blandt andet:

»Jeg tilmeldte mig Prime video. Straks herefter trak de beløbet 2 gange hver måned fra min konto. Jeg skrev en e-mail til dem, men fik aldrig svar. Jeg besluttede for at afmelde mit abonnement, men de blev ved med at opkræve beløbet. Jeg ledte overalt efter et telefonnummer på dem, men det var umuligt,« lyder det fra en forbruger.

Hos Forbrugerrådet Tænk er man bekendt med Amazon Prime Videos' metoder og rettede tilbage i 2021 en kritik af firmaet til Forbrugerombudsmanden. Streamingtjenesten opererede dog ikke på det danske marked på det tidspunkt, men nu vil Forbrugerrådet overveje om en ny klage skal igangsættes.

Ida Nynne Daarbak Reislev, der er jurist ved Forbrugerrådet Tænk, fortæller til B.T., at Amazon, med hendes øjne, driver en forretningsgang, der er i strid med reglerne:

»Det er lobbyisme på højeste plan, og i det her tilfælde er det vildledende markedsføring, der gør det svært for forbrugerne. Det ligner lidt en abonnementsfælde,« siger hun.

Samtidig mistænker hun Amazon Prime Video for at gøre vildledning til en del af deres markedsstrategi, og forklarer, at de har så store muskler, at de juridisk er svære at slås med.

»Vi synes, det er problematisk, at vi i flere år har hørt om den samme udfordring med det her selskab. Det burde være relativt nemt at ændre på i den verden, vi lever i, men vi har erfaring med, at de her store selskaber hyrer en masse advokater, der sørger for, at tingene ikke bliver ændret,« understreger hun.

B.T. har rakt ud til Amazon og præsenteret dem for de mange kunder på Trustpilot, Kristine Luebothes og Astrid Palmelunds oplevelser med streamingtjenesten.

I et skriftligt svar beklager Amazon og sender et link til den danske kundeservice, som man opfordrer kunderne til at skrive til.

Problemet er dog, at man skal være logget ind for at skrive til den danske kundeservice, og det er umuligt, når ens konto – som det fremgår i artiklen – er blevet lukket ned.

Amazon oplyser også, at man »arbejder på at sikre, at dette problem bliver løst for berørte kunder.«

B.T. har derudover spurgt, om Amazon vil kompensere de kunder, der er blevet trukket fejlagtigt. Det har man ikke valgt at svare på.