Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at en strandet pukkelhval ved Anholt er identisk med hvalen Timmy, der har været strandet i Tyskland.

Det oplyser Miljøstyrelsen i et svar til Ritzau fredag eftermiddag.

Styrelsen oplyser, at der er taget vævsprøver fra hvalen, der skal sendes til nærmere analyse.

- Der blev ikke observeret tydelige kendetegn, som kan bekræfte, at der er tale om den pukkelhval, der tidligere har været strandet i Tyskland og senere transporteret gennem dansk farvand.

- Omvendt kan denne mulighed heller ikke udelukkes på nuværende tidspunkt, skriver styrelsen.

Der vil ifølge styrelsen formentlig gå "noget tid", før resultaterne af vævsprøverne foreligger.

Prøverne kan muligvis bruges til yderligere identificering af hvalen, lyder det.

I marts strandede en pukkelhval ved den tyske nordkyst. De tyske myndigheder opgav i første omgang at redde hvalen, der i tyske medier blev døbt Timmy.

Men en gruppe private tog sagen i egen hånd og samlede penge ind til en redningsaktion.

Det indebar, at Timmy blev løftet op i et bassin på en pram og fragtet gennem danske farvande for at blive sat af i Skagerrak.

Håbet var, at hvalen ville komme sig og finde vej til Nordsøen.

Både tyske og danske hvalforskere mente dog, at redningsaktionen var dømt til at mislykkes, da der angiveligt var tale om et sygt dyr.

Timmy blev frisat i begyndelsen af maj, og siden har der ikke været livstegn fra hvalen.

Miljøstyrelsen oplyste torsdag aften, at man vurderede, at hvalen ved Kattegat-øen Anholt havde været død "i noget tid".

Hvalen ligger cirka 75 meter fra land på én til to meters dybde. Og der får den tilsyneladende lov til at blive liggende indtil videre.

- Der foretages for nuværende ikke yderligere tiltag, skriver Miljøstyrelsen, der har det overordnede ansvar for beredskabet i forbindelse med strandede havpattedyr i danske farvande.

Styrelsen opfordrer samtidig nysgerrige borgere til at holde god afstand og undlade at nærme sig kadaveret.

I april sidste år strandede en pukkelhval ved Følle Strand på Djursland.

Da hvalen efterfølgende blev obduceret, viste det sig, at den var underernæret og havde parasitter i tarmene.

I begyndelsen af 2026 strandede en større gruppe kaskelothvaler forskellige steder ved Jyllands kyster.

Den første af hvalerne strandede ved Ålbæk Bugt i Nordjylland, og her viste det sig, at hvalens spiserør var blokeret af fiskenet. Hvalen var angiveligt død af sult, lød en dyrlæges vurdering.

Det blev startskuddet til flere strandede kaskelothvaler ved Jyllands vestkyst. Fire af hvalerne blev skåret op, men har var der ikke umiddelbart tegn på hverken sygdom eller fremmedlegemer hos hvalerne.

/ritzau/