Hele byen ramt: Nu frygter beboer ulykker
En hel by står pludselig uden strøm. Nu arbejder elselskabet på at få lyset tilbage.

En hel by står pludselig uden strøm. Nu arbejder elselskabet på at få lyset tilbage.

Strømmen er gået. Fuldstændig.
Den sydsjællandske by Rønnede står mandag eftermiddag uden strøm.
Det melder elselskabet Cerius.
Og strømsvigtet kan mærkes i hele byen.
»Dørene til Meny, Rema, apoteket og tankstationerne er lukket. Der er slet ingen strøm, så da vi skulle ud at handle, mødte vi bare lukkede døre,« fortæller Birgitte Bugge, der befinder sig i Rønnede, til B.T.
Hun peger samtidig på, at strømsvigtet giver problemer i trafikken.
Et større kryds i byen er nemlig også mørklagt.
»Der kommer blandt andet lastbiler med fragt fra flere sider. Jeg har snakket med politiet, og de var glade for at få meldingen, for det kan jo være farligt,« siger hun.
Frygter du, at nogen kommer til skade?
»Ja selvfølgelig. Folk har svært ved at komme over. Jeg frygter da, at der kan ske uheld.«
B.T. forsøger at få en kommentar fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Rønnede har knap 3.000 indbyggere.
Årsagen til strømafbrydelsen er endnu ukendt. Først lød det fra Cerius at strømmen forventes at være tilbage omkring klokken 16.47. Nu er det tidspunkt rykket til 17.44.
B.T. følger sagen.