Flere tusinde har i dag bøvlet med internetforbindelsen.

I hvert fald, hvis de er kunder hos Fibia.

»Henad formiddagen taber op mod 9.000 kunder netforbindelsen,« oplyser Rasmus Carlsen, pressevagt hos Fibia.

Han oplyser yderligere, at der klokken 14 opstår en følgefejl, der berører cirka 35.000 kunder.

Den manglende internetforbindelse har fået flere hundrede til tasterne på Facebook:

  • »Jeg er tvunget til at have jer som internet udbyder pga. boligforening. Havde jeg muligheden var det blevet opsagt og havde fundet mig en anden udbyder.«
  • »I 9220 Aalborg Øst har jeg stadig ingen forbindelse til hverken wi-fi eller tv, og det har været sådan i ALT for mange timer.«
  • »Skandale at I skriver, man skal holde sig opdateret via driftinfo. Der er ingen opdateringer siden kl. 13. Vi har været uden internet siden 9:50 i morges.«

Dette er bare nogle af de kommentarer, der er på Fibias Facebook-side, og det er en vrede man hos Fibia godt forstår.

»Vi forstår fuldt ud, at kunderne er mindre begejstrede for os i dag,« skriver Rasmus Carlsen i en sms til B.T.

Ifølge Fibias hjemmeside så mangler Anholt og Nordhavn stadig at komme online, men ellers burde de fleste berørte steder være kørende igen.

»Fejlen havde en karakter, der gjorde, at vi skulle fysisk på centralen og udbedre den, og det tager alt andet lige længere tid at gøre det remote,« skriver Rasmus Carlsen videre til B.T.